I sin nye digtsamling bombarderer Christina Hagen os med en nærmest rytmisk opremsning af vold som noget almindeligt, som omverdenen ignorerer, og som hun med blødende brutalitet synes at slå hen.
En ny variant af begejstring rejser sig i mig, da jeg sætter mig ned for at skrive denne anmeldelse. I stedet for at karakterisere og bedømme Christina Hagens nye digtsamling, ’POW POW POW’, har jeg kun lyst til at citere den. Eller skrive: Bare læs den, farvel.
For det, denne bog kommunikerer, er mere end almindeligt uadskilleligt fra måden, den kommunikerer det på. Dermed kan jeg ikke undgå at få disse digte til at lyde dummere og mere banale, end de er.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
Politiken laver masser af lyd, og her har vi samlet det hele til dig. Lyt til store lydfortællinger og hør vores journalister læse artikler op.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
