Tiden er så vild lige nu, at vi vel alle tror, vi er ved et vendepunkt. Vores verden er vitterligt ved at ramle, ikke kun storpolitisk, men helt ind i det inderste af vores opfattelse af det menneskelige og det mellemmenneskelige. Kendsgerninger erstattes af følelser, fornuft fortrænges af kunstig intelligens, sandhed er til konstant forhandling, og i det ovale værelse kan man mobbe en mand, hvis land bløder, og kalde ham præcis det modsatte af, hvad han er: aggressor. Bagefter forlanger mobberen en undskyldning af mobbeofret.
Verden er forandret, det er sikkert og vist. Men måske ligger vendepunktet langt tilbage? Måske ser vi netop nu blot konsekvenserne, maskefaldet, afsløringen? Måske har vi nået den sandhedens time, som vi for længst inderst inde godt vidste ville komme?
