Kun en af klassekammeraterne i forfatterskolen kunne lide hans første stykke. »Og hun havde ikke fattet pointen«, noterede den 25-årige Tennessee Williams i sin dagbog. Men det æggede ham kun til at skrive endnu bedre, endnu tydeligere. Det blev til ’Glasmenageriet’, der gav ham et gennembrud, og ’Omstigning til Paradis’, der gjorde ham rig og verdensberømt.
At tilhøre en seksuel minoritet
Siden fulgte enkelte succeser som ’Den tatoverede rose’ og ’Kat på et varmt bliktag’ og derefter femten – 15! – fiaskoer på stribe. Og druk, stoffer og et forløjet liv som skabsbøsse. Som 64-årig trådte han ud af skabet og bekendte kulør med et bind erindringer.
Men det gav ham ikke den fornyede inspiration, han havde håbet på. Otte år senere døde han, skuffet, nedbøjet, udbrændt. Men han havde skrevet nogle af århundredets bedste teaterstykker, det kunne ingen tage fra ham. Nu er hans dagbøger frigivet. De dækker tiden fra 1936 til to år før hans død i 1983. De fortæller mindre om det 20. århundredes teater end om, hvor ydmygende og anstrengende det var at tilhøre en seksuel minoritet, og hvor megen energi en mand som han brændte af på at håndtere og skiftevis skjule og røbe denne – i en bedre, mere tolerant verden – temmelig trivielle private omstændighed. Poetisk handyr Lykkeligst var han selvfølgelig i de år, hvor karrieren gik bedst. Efter ’Glasmenageriet’ var han omsider sikker på, hvad han skulle her i verden. Han var heller ikke i tvivl om, at han havde frembragt en guldklump, da han stod med det færdige manuskript til stykket med den uforglemmelige titel A Streetcar Named Desire.
