Livlig Bergmanbibel

Lyt til artiklen

I 1940 skrev Ingmar Bergman sit første skuespil. I de følgende 65 år har han frembragt kunst på scene, filmlærred og papir i et omfang, så selv giganter som Holberg, Strindberg og Ibsen ville få åndenød af at løbe det igennem. Men ikke Birgitta Steene, tidligere professor ved universiteterne i Stockholm og Seattle. Gigantisk Møjsommeligt og omhyggeligt har hun registreret alt, hvad verden rummer af Bergmaniana. Ikke kun hans ca. 60 film, hans mange teateropsætninger, hans bøger og artikler. Hun har heller ikke tabt pusten, når det gjaldt, hvad der er skrevet om værkerne i aviser og tidsskrifter, hvad der er sagt om dem i radioen, hvad der er vist af dem i tv. Et gigantisk arbejde, som bliver af uvurderlig nytte for enhver, der i fremtiden vil beskæftige sig med den mest verdensberømte af det 20. århundredes nordiske kunstnere. Det uhåndgribelige Kunne ikke en computer have gjort arbejdet? Lad os bare tænke den utopiske tanke, at man kunne have fået Google til at konstruere et særligt Bergman-program, der kunne suge Bergman-data ud af alverdens lagre. Så ville man have haft en del af denne guides et tusind og otteogfirs(!) sider. Men nogle af de nyttigste havde manglet. Birgitta Steene har nemlig vovet pelsen med noget, kun en kvalificeret kender af Bergman kan præstere. Hun giver korte, nøgterne beskrivelser af det mere uhåndgribelige, hvad der fangede blikket på scenerne, eller hvad der karakteriserede debatterne. Hun puster liv i listerne. Det er en bog, man ikke kun kan slå op i, men også læse. Levende diskussion Det sidste gælder især hendes bud på, hvad der er væsentligt i mandens biografi, hans forfatterskab, hans film. Korte, præcise kapitler på 15-25 sider. Selvfølgelig kan man diskutere, om det nu er rigtigt, at Bergmans film falder i lige de seks grupper, hun påstår. Men diskussion er netop, hvad denne bog kan holde liv i, for efter Steene har taget ordet kort, kommer hendes lange lister, som man kan bruge til at opfriske sin hukommelse med og hente modargumenter fra. Godt at hun gad. Det kunne ikke være gjort bedre. Eller billigere. Den bibeltykke bog koster ikke mere end en dansk roman.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her