Manglen på dømmekraft er nem nok at få øje på, ofte afslører konsekvenserne den, men hvad kendetegner egentlig den gode dømmekraft? Det er dette helt elementære og alligevel afsindigt svære spørgsmål, som litteraturvidenskabsmanden Henrik Stampe Lund tager op til overvejelse i sin nye bog, der kort og godt hedder 'Dømmekraft'. Det konkrete element Vanskeligheden skyldes, at dømmekraft ikke er et fænomen, der findes sådan i al almindelighed, men en evne, der viser sig i konkrete situationer, og ikke mindst i sådanne situationer, hvor generelle regler ikke slår til. Derfor er det også besværligt at sige noget generelt om, hvad dømmekraft er for en størrelse. Forsøgsvis defineres den af Stampe Lund som det »modsatte af at abstrahere, nemlig evnen til at tolke, tyde og forstå den konkrete situation, der ligger for éns fødder«. Det handler med andre ord om at gøre det rigtige i den konkrete situation. Dømmekraftens mange sider Hvordan i alverden undersøger man denne konkrete situationsforståelse, som nogle mennesker mestrer og andre øjensynligt mangler? Det er jo næsten ligesom at skulle forklare, hvad almindelig klogskab eller sund fornuft og livsduelighed er for noget. Sådanne subjektive størrelser kommer man ikke ind på livet af ved udelukkende at gå abstrakt og videnskabeligt til værks. Det ved Kierkegaard-kenderen Henrik Stampe Lund. Meget passende har han derfor valgt at nærme sig dømmekraften i et langt og velskrevet essay, som inddrager egne almene erfaringer samt en række velvalgte 'cases' hentet fra litteraturen, domstolene og den politiske virkelighed. Aristoteles, Sofokles, Shakespeare, Thomas Mann, Carsten Jensen, diverse skibsforlis samt dødsulykken på Roskilde Festivalen i 2000 og de franske transfusioner i 1980'erne med hiv-inficeret blod optræder side om side med personlige anekdoter til belysning af såvel den gode som den dårlige dømmekraft. Det lykkes forbavsende godt. Via eksemplerne bevæger essayet sig i sin egen personlige rytme rundt om dømmekraftens politiske, eksistentielle, sociale, juridiske, moralske og psykologiske sider for at indkredse dens væsen. Aforistiske godbidder Undervejs bliver dømmekraften undersøgt som for eksempel evnen til at foregribe, til at afveje hensyn og til at fantasere over muligheder. Ikke mindst de eksistentielle overvejelser er gode og præcise. Det er jo dømmekraft, der skal til for at komme fra viden til beslutning i et spring, og dermed befinder vi os på velbevandret eksistentialistisk territorium, som dydsetikeren Stampe Lund afdækker helt uden brug af de gamle talemåder. Bogen er derimod rig på små aforistiske godbidder, som man gerne ville give videre i flæng. Som for eksempel når Stampe Lund angiver en af dømmekraftens dyder til at være »selvudslettende åndsnærværelse«, eller når han definerer en ideolog som en, »der tror at kende svaret på en konkret situation, før den foreligger«. Klog bog Det er godt skrevet, og det er godt set, at det netop er i den egenskab, at ideologer så ofte fattes dømmekraft. Iagttagelsen er et eksempel på den underspillede polemiske understrøm, som løber igennem essayet. Den retter sig blandt andet mod teknokrattænkning samt mod tendensen til retliggørelse af alle mulige forhold med det formål at gardere sig mod alle - tænkelige og utænkelige - ulykker. Tragiske, men enestående enkeltsager giver anledning til dette krav, som politikere for let giver efter for. Det er dog ikke ensbetydende med, at politik som sådan afskrives som plattenslageri og lappeløsninger. Tværtimod lyser bogen af beundring for den evne til at tage de rigtige - almene - hensyn, som kendetegner politisk lederskab, samt for den megen samvirkende dømmekraft, som er demokratiets styrke. Henrik Stampe Lund er således sjælden for sin stand - en humanist, der hverken frygter eller foragter magt, men tværtimod interesserer sig for, hvordan den forvaltes bedst. Alle med beføjelser burde unde sig at læse hans kloge bog.