Forlæggeren Hans Jørgen Brøndum afskyer, når nogen kalder hans kunsthandel et 'galleri'. Det er et af hans hadeord, og idiosynkrasier har været brændstof i hans 37-årige pionerindsats inden for kunsttryk og -bøger. Som Tom Kristensen sagde: »For at vurdere et godt digt skal man selv kunne skrive et dårligt«. Præstesønnen fra Lyngby kom på Akademiet, men indså, at han tjente sagen bedst som formidler. Det begyndte med en håndpresse i forældrenes fyrkælder, og fra 1966 indrettede han grafisk værksted og forlag i to kælderbutikker i Nansensgade, Kbh. K., der snart blev et kunstens mini-Mekka. Stærke portrætter af kunstlivets enere Disse livlige erindringer beretter, hvordan Brøndum gradvis perfektionerede sin sortkunst, også i farver, så man knap kan skelne reproduktion fra original. Hvad han fortæller om tekniske finesser, er både oplysende og underholdende - efter Thomas Manns devise: 'Kun det grundige er virkelig morsomt'. Det kreative miljø tiltrak alt, hvad der kan krybe og navnlig gå i dansk kunst og litteratur, fra Jens Birkemose og Suzanne Brøgger til Schade, og ofte blev selv det sejeste slid til nyskabende sjov og varmt venskab. I 90'erne fik forlaget ligefrem læsersucces med Brøndums finurlige Encyklopædi og 'Septemberfortællinger'. Stærkest står portrætterne af kunstlivets enere: en kompromisløs Erik Clemmesen, lærerne Søren Hjorth Nielsen og Palle Nielsen, den biskoppelige dranker Ole Sarvig, en hypernervøs Henrik Nordbrandt, en hudløs og generøs Per Kirkeby. Og så var der dengang, da Inger Christensen fik ideen til 'Sommerfugledalen', og Søren Gericke kreerede kogebogen 'Forfør din kone med en rejemad'. Og dengang den distræte Ejler Bille parkerede sin cykel op ad Bornholmerbåden og ... nej, læs selv. Undervurderer sin egen historiske indsats Hans Jørgen Brøndum er paradoksernes mand. Han er pivåben for samtidskunstens sving, men ellers lukket for sin samtid. Hans værksted ligger ikke bare 'i en kælder sort som kul', men så afsondret fra den politiske omverden som en ubåd neddykket i Filippinergraven. På den ene side tegner han sig selv som penge- og dødsforagteren, der udretter det umulige 'bare' ved at følge hjertet, heldet og sansen for det gode liv omkring frokostbordet - skønt han bagatelliserer den alkoholisering, der for mange kunstnere er prisen for det kreative livs usikkerhed. På den anden side røber han ikke, hvorfor hans menageri måtte lukke i 2003. Man mærker bare en uforklaret bitterhed sive ud mellem sidebenene. Han sprutter til alle sider: mod borgerlig pænhed, mobiltelefonitis, papmad og psykologer, men også mod »livsforskrækkede intellektuelle«, »sentimentale samlere«, »kunstens købmænd«, bogklubber og »de bedemandsforretninger, der går under navnet forlag«. Brøndum vrisser også over, at »gaden i mit liv«, der i 60'erne lignede et blandet »provins- og proletarmiljø«, nu er blevet mondæn. Men her undervurderer den ellers så selvbevidste mand sin historiske indsats. Det er jo også hans små mirakler, der har fået stadig flere - også købedygtige folk - til at gå om ad Nansensgade.