Aktualiteten er til at få øje på. Muhammedsagen, terrorismen og de islamistiske bevægelsers fremmarch. Titlen på David Trads' nye bog 'Islam i flammer' er bestemt ikke hentet ud af det blå. Og Trads, nyudnævnt chefredaktør for den kommende landsdækkende gratisavis og tidligere chefredaktør for Dagbladet Information, slår alarm: De ekstremistiske kræfter blandt muslimerne øges i antal, og de bliver stadig mere uforsonlige. Det gælder både i Mellemøsten og i Europa. Civilisationernes sammenstød Følelsen af ydmygelse og marginalisering gør ifølge Trads millioner af unge muslimske mænd til nemme rekrutter for de militante islamiske bevægelser. Risikoen er ikke til at spøge med, lyder det advarende fra forfatteren: terror, terror og atter terror. For ham er 'civilisationernes sammenstød' ikke akademisk bragesnak, men virkelighed, ofte i en brutal og stadig mere tilspidset form. Bogens budskab er, at Vesten må besinde sig i forhold til at påføre muslimerne »ydmygelser«, fordi følelsen af vanære og afmægtighed kun gør ondt værre. Forvirring David Trads har delvis ret; skal man stole på medierne, og det kan man godt i ny og næ, så er der stadig flere unge muslimer i Vesten, der føler sig tilovers i det samfund, de ellers anser for at være deres, og krigen i Irak og den efterfølgende amerikanske tilstedeværelse i landet har bragt sindene i kog blandt muslimer verden over. Så sandt. Men hvorfor forfatteren så i samme åndedrag, hvor han redegør for muslimernes opfattelse af at være underlagt vestlig kolonialisme, opfordrer til en »nødvendig imperialisme« over for de autoritære regimer i Mellemøsten, er yderst gådefuldt. Det er, som om forfatterens ene hånd ikke ved, hvad den anden skriver. Venstre pote beskriver i en sympatiserende tone, hvad der sker, når muslimers normer og traditioner bliver trængt af vestlige værdier, højrepoten derimod slår til lyd for at lade muslimerne forstå, at det vestlige demokrati er en overlegen styreform. Forvirret? Næppe mere end forfatteren selv. Inkonsistens På den ene side holder Trads de amerikanske neokonservative ud i strakt arm, fordi de tror, alverdens politiske dårligdomme kan kureres med en skefuld demokrati, på den anden side efterlyser han en tydeligere vestlig markering af, at undertrykte skal beskyttes mod diktatur og overgreb. Havde bogen været et stykke musik, vil den begynde som Savage Rose og slutte som Wagner iført Stars and Stripes. Hvorfor bogen på et så centralt punkt er præget af inkonsistens må stå hen i det uvisse. Man kan imidlertid ikke undgå at fornemme, at 'Islam i flammer' er skrevet af en ildsjæl, der nok er vidende om emnet, men ikke brænder tilstrækkeligt for at gøre arbejdet ordentligt færdigt. Der er for meget røg og for lidt gnist over det endelige resultat. Bedst til det journalistiske I forordet retter forfatteren en tak til »de utroligt mange ministre, politikere, diplomater, efterretningsagenter, akademikere, journalister og græsrødder« i ind- og udland, som han har talt med. Man glæder sig til at stifte bekendtskab med disse spændende personer, og så meget desto større er skuffelsen, når man efter endt læsning må sande, at så »utroligt mange« blev det alligevel ikke til. Tværtimod. Ministeren begrænser sig f.eks. til Per Stig Møller. Dette nævnes ikke for at kaste en vranten jantelovsbemærkning i hovedet på Trads, men som en påpegning af, at bogen faktisk fungerer bedst i de afsnit, hvor forfatteren benytter sin journalistiske tæft til at komme tæt på folk for at høre deres historie. Dét kan han, og dét spor burde han i højere grad have forfulgt. Grundighed er en dyd Bogen indeholder nogle velfungerende afsnit, hvor mennesker med noget på hjerte kommer til orde, men dels er doseringen af den genre for beskeden, dels sker det, at en ellers interessant betragtning blot henvises til »en kilde«. Dokumentationen synes i flere tilfælde ganske spinkel, hvilket både noteapparatet og bibliografien da også bærer tydeligt præg af. Tag f.eks. behandlingen af ekstremismen i Danmark. Her får vi at vide, at det er umuligt at sige noget om antallet af ekstremister. Alligevel hævder Trads, at »antallet vokser - og at det vokser bekymrende hurtigt«. Med afsæt i »samtaler med involverede« gætter forfatteren på omkring 300 ekstremister. Hvem er disse »involverede«? Hvis antallet er i »bekymrende« vækst, hvad er det så vokset fra? Og hvorfra stammer disse oplysninger? Det er ikke til at blive klog på. Hvis man vil ringe med alarmklokkerne, og det kan være hæderværdigt, havde grundighed ikke været at foragte. Aktuel, men ikke tidløs David Trads har ladet sig friste til at træde ind i et krydsfelt mellem at være reportagejournalist, udenrigspolitisk analytiker, debattør og historiker. Han er helt entydigt bedst til det første, ikke ringe til det midterste og afgjort værst til det sidste. Klicheer som denne er karakteristisk for bogens historiske niveau: »Amerikanerne har altid følt sig som noget helt særligt - noget exceptionelt anderledes end resten af verden«. Alt i alt er denne bog, ambitiøs som den måtte være i sit sigte, udført for uambitiøst til at trænge spadestikket dybere end den begavede avisartikel. Aktuel javist, men ikke tidløs.