Der er stadig mange, som rutinemæssigt afskriver den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) som et udflippet syrehoved, en arg vitalist og postmarxist, der på en sær cocktail af Bergson, Spinoza og Nietzsche, parret med et eklektisk opkog af brokker fra alle hånde specialvidenskaber, lykkedes med at slå igennem i den generation, der også talte Foucault, Derrida, Althusser, Baudrillard - og som nu gudskelov er ved at falme og forsvinde. Andre derimod hylder Deleuze som den måske mest forfinede og vitale af sin generation og anskuer ham som fremtidens og livets filosof, sekunderet af Foucaults berømte forslag om, at »måske vil århundredet en dag blive deleuziansk«. Mere sobert kan man konstatere, at der imellem disse to yderligheder i dag befinder sig en stor og stadig voksende strøm af kilder, der har deres udspring i Deleuzes tænkning, inden for såvel human- som samfundsvidenskaberne, og ikke mindst inden for de æstetiske fag, hvor f.eks. Deleuzes to filmbøger eller hans monografi om Francis Bacon afgiver stærke impulser til filmvidenskaben og kunsthistorien. Spørgsmålet er da, hvorledes vi skal arve Deleuze? Tre genrestrømme Hans værk deler sig jo i tre genrestrømme. En, der rummer de ekstremt skarptskårne monografier om udvalgte, filosofiske mestre, Leibniz, Hume, Kant, Bergson, Spinoza, Nietzsche, Foucault (hvor Deleuze fuldkommen undlader at bedrive filosofihistorie, det drejer sig hver gang om at vise tankens særegne og altid levende flugt hos hver enkelt). En anden, der rummer de to vilde og voldsomme storværker skrevet sammen med psykoanalytikeren Félix Guattari, nemlig 'Anti-Ødipus' (1972) og 'Tusind plateauer' (1980), samt endelig Deleuzes egne ting, f.eks. filmbøgerne, og de epokegørende og stadig radikale monografier om Kafka (også skrevet med Guattari) og Proust, og den sene 'Hvad er filosofi?' (også med Guattari). Skellet mellem de historiske monografier og de såkaldt egne værker hos Deleuze er imidlertid porøs og sitrende, det sker hver gang, at Deleuze udvikler og forbinder sin egen tanke med den tankeverden eller det billed- og tekstunivers, han svømmer igennem. Mere brutalt har Deleuze selv herostratisk berømt sagt, at hans monografiske forhold til de store mestre går ud på at tage dem bagfra - man kunne tilføje: hellere det end det omvendte, som alt for ofte er tilfældet, når der skal skrives monografi. Levende formidlingsevne Nu har vi mulighed for at danne os en art overblik over Deleuzes arvelod. Det sker ved, at det imponerende 'Det lille forlag' har fået (glimrende) oversat en samling interview, forord m.m., oprindelig betitlet 'Pourparlers. 1972-1990', her gengivet som 'Forhandlinger'. Der er efterhånden oversat en del til dansk, Kafka- og Proust-monografierne, 'Hvad er filosofi?' samt den på alle måder monstrøse og gigantiske bedrift, det er at gendigte 'Tusind plateauer', en heltegerning fra Niels Lyngsøs hånd (med Peter Borum som generøs medvirkende) - en bedrift og et værk, der stadig venter på omtale fra min hånd. Men det, vi får her, er noget ganske andet. 'Forhandlinger' falder i fem kronologisk ordnede afdelinger, hhv. 'Fra Anti-Ødipus til Tusind plateauer', 'Film', 'Michel Foucault', 'Filosofi' og 'Politik', og fremtræder som typiske resultater af det, der stadig er en fin fransk tradition for, den kvalificerede og kultiverede intellektuelle samtale - her er ingen unødig angst for, at det skal være 'for tungt', men der er så sandelig også en ualmindeligt klar og skarp og levende formidlingsevne, der ikke går på kompromis. Verden findes I egen forståelse er Deleuze ikke negativitetens arbejdsmand, der er ikke tale om dialektik og kritik, skepsis og analyse; det gælder altid om, at filosoffen skal skabe begreber og derefter sprede disse begreber langs flugtlinjer ude i territoriet. Deleuzes begrebsvirksomhed er isnende skarp, men også næret af en stor, affirmativ generøsitet. Det gælder, som han siger et sted, om at tro på verden: Verden findes, men den genopfindes og nydannes også til stadighed, og her er det, filosoffen kan træde ind med sine begreber. Deleuze insisterer stærkt på filosofiens egenart - i en tid, hvor reklamebranchen udformer 'koncepter', og der laves 'konceptkunst', slår han stædigt på, at kun filosofien i strengere forstand kan befatte sig med egentlige begreber, resten er bare marketing og spekulation. Sprængfarlig og munter Ønsker man et hurtigt og i ordets stærkeste forstand populært indblik i Deleuzes også krævende begrebsverden, er disse 'forhandlinger' over små 20 år et formidabelt sted at begynde: Her står alt om 'rhizomet', om 'reterritorialisering', om 'flugtlinjer', om 'folden', om 'skizoanalysen', om 'begivenheden' og 'tilblivelsen', alle de centrale begreber, monisten Deleuze skabte og udkastede - parret med to sene profetiske tekster om kontrol- og disciplinærsamfundet, i hvilke Deleuze viser sig som en kølig og klartskuende samfundsanalytiker. Der er i tilgift berørende tekster om vennen Michel Foucault, et hidsigt og virtuost brev til en hård kritiker, der afslører det aristokratiske drag, der altid hvilede over Deleuze. Det er en rig og spændstig lille bog, der stadig som en pil suser hen over os. Og dermed har jeg vist meldt mig i den meget Deleuze-glade fløj, det er nu ikke ubetinget sandt - men sandt er det, at denne forhandlingsbog fortsat er sprængfarlig og munter.