Har politikerne kastet danske soldater ud i en umulig mission i Irak og Afghanistan? Har de ansvarlige beslutningstagere valgt en forfejlet strategi, som betyder, at soldater sætter deres liv på spil i en kamp, der ikke kan vindes? Det er nogle af de meget centrale spørgsmål, der sættes til debat i terror- og sikkerhedsspecialisten Anja Dalgaard-Nielsens nye bog om de danske missioner i Irak og Afghanistan, ’Umulig mission?’. Bogens svaghed er måske, at den kommer med flere spørgsmål end svar – både bogens titel og sidste sætning er eksempelvis spørgsmål. For Anja Dalgaard-Nielsen foretrækker tilsyneladende at lade politikere og andre beslutningstagere besvare hendes spørgsmål, der er skarpe, kritiske og funderet i både teori og praksis. Det er tilmed en let læst bog af en ekspert, der har begivet sig ud i felten på længere missioner med danske soldater i både Kosova, Irak og Afghanistan. Vi bør lære af fiaskoen i Irak Et af bogens bærende synspunkter – for der er bestemt synspunkter – er, at Danmark i både Irak og Afghanistan har lagt for meget vægt på rent militære opgaver (og beskyttelse af egne soldater) og for lidt på genopbygningsindsatsen. På den måde risikerer det hele at ende som slag i luften: Man udkæmper militære kamp her og nu for at opbygge og sikre nye demokratier, men fortrænger behovet for f.eks. at uddanne sikkerhedsstyrker og sikre økonomisk udvikling. Ting, som varer længere end til den dag, hvor vi og andre lande igen trækker soldaterne ud. Indsatsen i Irak er allerede endt som en fiasko, det bør vi lære af. Et par tal illustrerer problemstillingen: I Irak var der 440 mand, hvoraf genopbygningsenheden rådede over 12 (!). En typisk arbejdsuge for danske soldater Soldaterne havde tilmed nok at gøre med at passe på sig selv og andre soldater, for som det hedder: »Sådan forløb en typisk arbejdsuge for en dansk spejdergruppe i Irak i foråret 2006: to dage ud af syv på at skabe sikkerhed for den irakiske befolkning. To på at skabe sikkerhed for amerikanerne og to på at skabe sikkerhed for sig selv«. Sidste dag er hviledag. Fra det nordøstlige Afghanistan fortæller hun om, hvordan et regionalt genopbygningshold (PRT), der skulle være med til at uddanne sikkerhedsstyrker, bestod af blot tre instruktører og en håndfuld militærpolitibetjente ud af i alt 360 soldater. »Hvad hvis alle dispositionsenhederne – de enheder, der ikke er beskæftiget med planlægning, forsynings- og støttevirksomhed – blev sat ind på at træne det lokale politi i stedet for at patruljere i områder«, spørger Anja Dalgaard-Nielsen og minder om, at netop træning af lokale sikkerhedsstyrker er afgørende, når man skal »opbygge nye stater«.
Krav på svar Hun fortæller også om udenlandske militærledere, der af hensyn til egne soldaters sikkerhed samarbejder med en berygtet krigsherre og dermed svigter deres egen kamp for de demokratiske institutioner, der skulle erstatte krigsherrevældet og lokal undertrykkelse. Den slags bliver kun bedre, hvis man opstiller en klarere strategi og klare(re) succeskriterier for de danske soldaters livsfarlige indsats. Derfor bør de ansvarlige politikere også tvinges til at besvare Anja Dalgaard-Nielsens velanbragte spørgsmål. Jo flere der kræver det, des sværere bliver det at undslå sig. Derfor: Læs bogen – og kræv svar!