Så er bogsæsonen for alvor i gang igen. Og i relation til det religionsfaglige område må den siges at tage fat, hvor den slap, nemlig med islamudgivelser en masse. I det følgende skal det dreje sig om tre af slagsen. Den første fremmaner en umiskendelig fornemmelse af deja-vu: endnu en bog fra starten af 90’erne på adskillige hundrede sider, der er blevet oversat fra engelsk til dansk; endnu en udgivelse fra forlaget Vandkunsten; igen en speciel forside og egensindig sideopsætning; atter skrevet af en amerikansk bosat kvindelig forfatter og endnu en gang en forskningsbaseret, men formidlende fremstilling af kvindesynet i islam. Sidste gang Vandkunsten lavede det nummer, var i foråret, hvor de udgav Barbara Freyer Stowassers ’Kvinder i Koranen’. Nu drejer det sig om Leila Ahmeds ’Kvinder og køn i islam’. Men, nuvel. Selv om bøgerne minder om hinanden, for nu at sige det mildt, har de deres egen berettigelse og skriver sig naturligvis ind i også den danske debat om tørklæder etc., der stadig giver anledning til »højspændte politiske kontroverser«, som pressemeddelelsen dramatisk formulerer det. En sandhed midtimellem Ahmeds tilgang til (tørklæde)stoffet er – ligesom Stowassers – historisk. Ahmed beskriver gennem mange og lange kapitler islams syn på kvinder fra antikken til i dag og lægger stor vægt på den rolle, de lokale traditioner – der inden for Ahmeds fagområde snarere hedder de sociopolitiske kontekster og diskurser – spiller i konstruktionen af kvindesynet. Dermed kan hun afvise den bastante kritik om, at islam med nødvendighed er kvindefjendsk, og i stedet begrunde den kvindeundertrykkelse, der de facto finder sted, som et resultat af »de politisk magtfuldes islam«. På den måde lykkes det hende, formentlig intenderet, at lægge afstand til både islamisterne og de mere fanatiske islamkritikere. Sandheden befinder sig som sædvanlig et sted midtimellem. Og så til en nyhed: ’Gads leksikon om islam’, redigeret af Jean Butler og Thomas Hoffmann. Det må siges at være på tide, at der nu kommer en afløser til Jørgen Bæk Simonsens islamleksikon fra 1995 (2. udg. 2001). Et eller andet er der ligesom sket siden da: 9/11, Afghanistan, Irakkrigen, Muhammedtegningerne – og så videre. Det nye er helt opdateret og betydelig mere omfattende end det gamle, og med over 600 opslag skulle det være muligt at få et hurtigt og præcist svar på de spørgsmål, man måtte have om islam. Denne bog er, vil jeg mene, nærmest uundværlig. Skildring af profetens liv Tredje og sidste bog, der skal nævnes her, er skrevet af den kendte og kontroversielle islamiske tænker, schweizeren Tariq Ramadan. Iagttagere er vildt uenige om, hvorvidt Ramadan skal opfattes som reformvenlig fortaler for ’euroislam’ eller som tvetunget islamist. I Frankrig er han blevet beskyldt for at ytre antisemitiske synspunkter, men samtidig bliver han af mange set som en af de bærende kræfter i forsøget på at bygge bro mellem Europa og islam. Tariq Ramadan er kort sagt vanskelig at blive klog på, men det betyder ikke, at han ikke er klog. Hans Muhammedbiografi fra sidste år, der nu foreligger på dansk, ’Budbringeren. I profetens fodspor’, leverer en begavet og dybtfølt skildring af profetens liv og – vil man være fristet til at sige – lære. For en stærkt troende muslim som Ramadan er det imidlertid en afgørende pointe, at Muhammeds lære ikke stammer fra Muhammed selv, men direkte fra Gud. Netop derfor må Ramadan se Muhammeds biografi i lyset af Guds åbenbaringer og ikke omvendt, dvs. Koranens tilblivelse og indhold skal ikke forstås på baggrund af Muhammeds livshistorie, men Muhammeds liv er en konsekvens af åbenbaringen af Koranen. Troens perspektiv Denne tilgang afslører, at Ramadan ikke er ude i et akademisk og historisk-kritisk ærinde. Hans biografi er skrevet ud fra troens perspektiv, det er snarere en hagiografi, en fortælling om et forbillede, en læremester og en helt, hvilket samtidig er, hvad der gør den så interessant. Bogen kan nemlig lære os en hel del om, hvor betydningsfuld og elsket en skikkelse Muhammed egentlig er for muslimerne. Den kan lære os at forstå, hvorfor kritik – for ikke at tale om hån – af profeten gør så ondt og rammer så hårdt. Ultimativt set kan den være med til at give os en række hårdt tiltrængte forudsætninger for, at vores kommunikation med og om muslimerne bliver mere vellykket. Hvilket hermed på det varmeste skal være anbefalet.