Hvor mange har egentlig set storken – altså det mønster, som livets vildveje i sidste ende danner, ifølge Karen Blixens berømte lignelse om livets veje? Ikke så få formentlig, men gad vide, om der ikke er endnu flere, som håber på, at sådan en orden og afklaring engang vil vise sig. Hvor varsom man imidlertid bør være med at konkludere på sit eget liv og dets mening og retning – det minder Bo Green Jensen om i sin nye bog ’Dét der bliver tilbage’. Mange omskiftelser Bogen er stykket sammen af de velskrevne klummer, han har leveret til Weekendavisens faste spalte med livskunst, ’Levned og Meninger’, fra januar 2000 til juni 2008. Det er et begivenhedsrigt tidsrum i hans tilværelse, med mange omskiftelser. Man kan læse den som en slags dagbog, hvor skribentens viden om, hvad der ligger i vente, altid er begrænset. For det er netop pointen:

»Man ved aldrig, hvad der er vigtigt ved de ting, som sker for én lige nu. Man tror, at man arbejder for sin familie, men egentlig arbejder man på at blive skilt«, tænker han undervejs. To skilsmisser på under fem år Ved årtusindskiftet forbereder Bo Green Jensen sig på at fejre sølvbryllup, et halvt års tid efter er han ved at blive skilt, så følger en tid som alenefar med hans niårige datter Laura, hvorpå han forelsker sig og bliver gift igen i 2002 (»Det går stærkt, når gamle mænd rykker«) og får en datter til samt to piger på gule plader. Men det holder ikke, og således går han to skilsmisser igennem på under fem år. Livet med døtrene fylder meget i klummerne, men tit fordi fælles oplevelser vækker minder eller åbner døre i det gigantiske arkiv af bøger, film og plader, som findes i Bo Green Jensens bevidsthed. Med intensitet beskriver han den hverdagens stille ekstase, som træder i stedet for troen på planen med det hele. Man bliver ør undervejs af det kurverige livsforløb, som er erfaringsgrundlaget for klummerne. Ambitioner brister, nye drømme opstår og bliver til en ny virkelighed, der går under igen.
»Jeg ved, at man ikke bliver klogere« Det konstante er forfatterens fine evne til at undre sig over livets ironi – ja, til at fastholde det ufattelige. Det er Bo Green Jensen eminent til. Når han således gentagne gange skriver om tabene i sit tidlige liv, af sin far og stedfar, får man netop en fornemmelse af alt det, man aldrig kommer sig over, men må lære at leve med.