Nyttig viden om rumrejser og piger i to nye børnebøger

Lyt til artiklen

Viden er magt! Kender man til stjernebilleder og råbåndsknob, er man allerede godt på vej. Og hvilken pige vil ikke blive blød i knæene over for en dreng, der kan formulere sig på et fejlfrit latin? ’Veni, vidi, vici’. Viden i bogform har medvind i disse år. Og har vel haft det, siden en filosofisk ildsjæl fra Norge for godt ti år siden fortalte om ’Sofies verden’. Den bog er ikke særlig velskrevet, og kompositionen hopper, men den brænder igennem på sin medrivende entusiasme. Elementær viden og stuearrest I den anden ende af skalaen for reel oplysning finder man Gyldendals gakkede ’Ænsyklopædi’ fra sidste år, hvor viden bliver til virvar. Og dermed glimt af klarhed. Nu er det blevet tid til grisen Freddy, der omkranser Lucy og Stephen Hawkings bog om universet med lydelige øffer. ’Gustavs hemmelige vej til universet’ er en sjov størrelse, som kombinerer elementær viden med halsbrækkende rumrejser, stuearrest, økologi, mobning og supercomputeren Cosmos. Dertil kommer en række illustrationer af Garry Parsons i børnevenlig stil samt svimlende flotte farvebilleder fra himmelrummet. Det er en historie i ekstra large. Så det skal blot nævnes, at superskurken er lærer Rybel. Og grisen er glad for Ribena. Den begavede stjernekigger Hjemme hos Gustav er de vegetarer og modstandere af al elektronik. Det vil sige: De voksne er. Så Gustav må kigge langt efter en computer. Dog ikke længere end til nabohuset – viser det sig – da den begavede stjernekigger Erik flytter ind. Sammen med hans datter Annie afværges alle anslag mod sorte huller og den frie grundforskning. Pjat og alvor blander sig med Mester Eriks gennemgang af universets indretning. Galaksers indretning glider ned sammen med en tung, overøkologisk hverdag. Gustav har det ikke nemt. Mest for drenge Bogen er skrevet af Cambridgeprofessor Stephen Hawking – kendt fra ’Hawkings univers’ – og hans datter Lucy, der er journalist. Det er en spøjs behandling af emnet. Kodeordet er balancegang. For historien er på den ene side lidt gammeldags og respektløs. Og samtidig er den nutidig, fremtidig og fuld af respekt. Det må være grisens skyld! Bogen er nok mest for drenge. Brødrene Igguldens bog er kun for drenge. Det fremgår tydeligt af titlen: ’Den farlige bog for drenge’. Det er en vidensatombombe, der samtidig sætter en ære i at fremstå fortidigt i sats, opsætning og indhold. Det er her, råbåndsknobet og de latinske gloser kommer ind. Således indledes f.eks. de tre første kapitler: »I disse tider ...« »Nu om stunder ...« Og: »I 1950’erne ...«. Det lugter ikke af spritnye nyheder? Er computeren overhovedet opfundet? Sådan tilbereder du en kanin På den allerkæreste måde lykkes det Gonn og Hal Iggulden med bistand fra redaktør Ole Knudsen at komme ud over rampen med deres sære blanding af anvendelig viden og forstenet småsnak. Hvis ’Ænsyklopædien’ var for fremmelige børn og unge, er dette rent, guldrandet bagstræberi. En Grønspættebog for de gammelkloge. Og underligt nok bliver virkningen den samme. De kaotiske kendsgerninger giver tilsammen en form for klarhed. Veni. Vidi. Vici. Grundigt læst giver denne farlige bog belæring om mange ting. Sådan pakker man en pakke ind. Sådan fanger du en kanin. Og tilbereder den! Begrebet 'piger' Det er nemt at bygge en sæbekassebil! Et hus i træet. Og indledningsvis bliver det slået fast, at det er godt altid at have sin kniv på sig! Det bliver også slået fast, at »kunne slå knuder på tovværk er uhyre nyttigt«. Det håndværksmæssige blandes op med citater fra Shakespeare, fortællingen om Dybbøl og Tordenskjold, ’The Charge of the Light Brigade’ (bogen er engelsk), Shakespeare, Holberg, latinske onelinere og begrebet ’piger’. De ser meget på det med rene negle. Mere skal ikke røbes her, da denne side også læses af andet end drenge!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her