Når Steen Eiler Rasmussen afsluttede et håndskrevet brev eller et notat med sin sindrigt svungne signatur, kunne man forestille sig, at man sad med en skrivelse fra dogen i Venedig, hvis ikke skriften ellers var så beskeden og sirligt nøgtern som manden selv. Modsætningen mellem det enkle og det pompøse i sådan et brev siger meget om ham som det modsætningsfyldte menneske, der netop i sine personlige brydninger nåede en faglig og folkelig gennemslagskraft som kulturpersonlighed i de sidste tre fjerdedele af det 20. århundredes Danmark. Samtidig var han en af Europas betydeligste arkitekturformidlere, hvis bøger udkom på hovedsprogene i mange oplag. Spændingsfeltet mellem modsætningerne Det er ved at tolke spændingsfeltet mellem modsætningerne i Steen Eiler Rasmussens væsen som arkitekt og forfatter til strømme af essays om alt, hvad der optog ham, at arkitekten og byplanlæggeren Olaf Lind har skrevet den fremragende biografi ’Arkitekten Steen Eiler Rasmussen’. Lind var elev hos professoren på Akademiet i årene 1961-63, og siden havde de personlig kontakt, Der ligger desuden et kolossalt researcharbejde bag bogen, så den bliver et stykke faghistorie om udviklingen af byplanlægningen og arkitekturen i Danmark med de linjer til internationale bevægelser og personligheder, som Steen Eiler Rasmussen naturligvis opsøgte og dyrkede udveksling med, Bauhaus, Corbusier etc. Olaf Lind anlægger et både kritisk og reflekterende syn på sit stof. Arkitekten er i forgrunden Hans veneration for hovedpersonen er stor, men det er overvejende gennem Steen Eiler Rasmussens faglige og kunstneriske virke, at personligheden træder i karakter. Der er befriende lidt ’privatliv’ i biografien, men nok til at man kommer indenfor hos professoren og hans familie, naturligt nok i det hus, han tegnede til sig selv i Rungsted, og som han i øvrigt selv syntes var det eneste virkelig vellykkede byggeri, han præsterede. Sandt er det, at han ikke har efterladt sig noget bemærkelsesværdigt ry som arkitekt, og det er bl.a. biografiens ærinde at forklare hvorfor. Arkitekten er i forgrunden, litteraten kan man godt savne en vurdering af.
Viden om Shakespeare og spændbeton Bogen igennem bliver Steen Eiler Rasmussen omtalt ved akronymet SER. Det ville næppe have passet Steen Eiler, som alle jo kaldte ham, men som nutidsformen af verbet ’at se’ er det måske ikke så upassende for en observatør som ham. SER var autodidakt. Generalsønnen fra Østerbro forlod både gymnasiet og Arkitektskolen uden eksamen, men hans liv bestod fra tidlig barndom i opbyggelsen af en personlig dannelse, der gjorde ham til polyhistor med lige stor viden om Shakespeare og spændbeton. Mødet med funktionalismen i 1920’erne var ham en kærkommen udfordring, for som Lind skriver, af natur var han realist indtil det snusfornuftige og i det hele taget indstillet på, at livet skulle være behageligt, ikke bare for ham selv, men for alle og alt, hvad han havde indflydelse på. En human funktionalist En skønånd var han. Det er nok sandt, som Lind skriver, at SER aldrig valgte side mellem traditionen og fornyelsen, men ansporedes til en særegen universel synsvinkel mellem de to modpoler som i modsætningerne mellem askese og sanselighed, mellem aristokratisk holdning og sanselighed, mellem etik og æstetik m.fl. Lind konkluderer et sted i bogen, at SER må være en ’human funktionalist’. SER’s forhold til ’den danske funktionelle tradition’ illustrerer Lind med privatboligen i Rungsted og Ringsted Rådhus, der i dag begge er fredede, men der er ikke noget fælles særpræg for de to byggerier, og det ses som en understregning af, at SER ikke stræbte efter en personlig stil i sine bygværker som de samtidige Arne Jacobsen og Kay Fisker. Han begyndte forfra hver gang uden forudfattede meninger om, hvilken stilart han ville arbejde i, og det har givet hans bygninger en uformel helhed, sammensat af talrige funktionelle detaljer. På den baggrund finder Lind den manglende kollegiale anerkendelse uretfærdig.
