Jeg ville nødig undvære Hellebergs Callasbiografi i min reol, så er det sagt. Min forventning om en semifeministisk fiktionalisering af et divaliv med dertilhørende sus og dus – og champagnecocktail – er gjort til skamme, for bogen, hvis emne har fascineret romanforfatteren Helleberg, fra hun var ganske ung, byder sagligt og ofte fascinerende ind med velunderbyggede, personlige bud. 'Ukvindelig' og frembrusende Helleberg gør selv opmærksom på, at hendes bog i alt væsentligt bygger på andre, udenlandske biografier, men hun har sandelig læst dem selvstændigt, med kløgt og kildekritik. Der er intet efterplaprende over hende, og hun går direkte efter at afmontere en række af de mere kulørte myter om sangerinden, der blev indbegrebet af to ting i det 20. århundrede: den eksklusive operakunst og den brændbare kvindelige forfængelighed. Begge dele nuancerer Helleberg, og hun plæderer for, at mange mandlige musikkritikere dengang og nu har det svært med Callas, fordi hun var så ’ukvindelig’ og frembrusende i udfoldelsen af et temperament, der var sårbart som få, og som lå i direkte forlængelse af Johanne Luise Heiberg. Varieret og sylespidst sprog Hun tager munden fuld, gør Helleberg, bl.a. når hun flere gange mener, at Callas er i nær familie med de Methodskuespillere, der netop i 1940’erne og 50’erne dominerende seriøs amerikansk film og teater med afsæt i Stanislavsky-teknikken om en holdning til, at et sceneportræt vokser indefra og ud, og hun er skånselsløs over for den vrængende opera-verisme, der tegnede italiensk operakunst på Callas’ tid, fordi hun stiller sig velgørende solidarisk med Callas’ projekt med at hive den mere kulinariske belcanto-opera fra 1820’erne og 30’erne frem i lyset igen. Hellebergs detaljeredebeskrivelser af, hvad Callas rent faktisk gjorde på scenen, er afsnit, jeg vil vende tilbage til, for Helleberg har set de samme klip igen og igen, og hun har bladret i scenestills, til hun kan genkalde sig en scenisk faktisk præstation. Og ligesom i den præcise beskrivelse af Callas’ stemme, fra den henrykkende storhedstid i begyndelsen af 50’erne over luvslidningen og afkræftelsen og den endelige patetiske skal i 70’erne, har Helleberg et varieret, sylespidst sprog at beskrive med, som går langt hinsides blomstrende klicheer. Og i hvert fald intet har med blind fandyrkelse at gøre? Monstermor og tonedøve operachefer Hvad skete der faktisk med hendes stemme efter hendes drastiske vægttab, der genskabte hende i stilikonet Audrey Hepburns billede? Hvorfor gik det så hurtigt ned ad bakke efter 1957, hun var jo dog kun 33 og burde have 15 år endnu? Helleberg har reelle bud, der får en til at lytte. Andre gange slår man øret fra, når Helleberg igen svinger pisken over nakken på de mennesker i persongalleriet, hun hader: Callas’ monstermor, hendes første mand, den provinsielle veronesiske murstensfabrikant Meneghini, hendes første agent, tonedøve operachefer, skidtvigtige kritikere ... Vrimler med amerikanske fraser Bogen har et problem. Et stort et.
Stilistisk er det til stigende irritation for læseren, at teksten vrimler, formelig bugner af amerikanske fraser, som gør læsningen lovlig kæk. Nå, så en del af Callas’ attraktion var, at man underforstod, at hun var bedre end sin sceniske rivalinde Renata Tebaldi » in bed ...«? Callas blev i Chicago overrasket af to »US marshalls«, der gav hende en »subpoena«? Og sætningen, hvor Helleberg spidder Fanny Ardants Callasportræt i filmen ’Callas Forever’:
