Virkeligheden er med jævne mellemrum leveringsdygtig i historier så utrolige, at selv fantasien kommer til kort.
Hør f.eks. her: En 37-årig kvinde, tidligere alkoholiker og stofmisbruger, enlig mor til to børn, hun har fået med to forskellige mænd, boede i en nordjysk landsby så lille, at gennemkørende bilister næppe nåede ned på 50, før de passerede tak for besøget-skiltet. Knap fire kilometer derfra og helt isoleret boede hendes fordrukne, koleriske 60-årige lægefar og hendes fordrukne og stofmisbrugende 60-årige mor, som havde været skyld i, at mandens karriere var druknet på et ligegyldigt svensk hospital, fordi hustruen i de unge år ikke kunne holde sine abstinensrystende fingre fra pilleæskerne hos mandens kolleger. 29. juli 2006 midt om natten er far, mor og datter samlet hos forældrene. Og kl. 3.10 ringer 112-telefonen hos Nordjyllands Politi: »Min kone er død. Hun er blevet slået ihjel. Hun har fået halsen skåret over, og det er min datter, der har gjort det«. Det er lægen Jan Flachmeyer, der ringer og fortæller, at hans kone, Lene Flachmeyer, er blevet dræbt af deres datter, Louise Larsen. Faderen bliver anholdt Da hun bliver anholdt af politiet, beskylder hun faderen for mordet, som er begået med en kniv, der har ramt Lene Flachmeyer syv gange. Faderen bliver også anholdt, men løsladt kort efter. Datteren bliver sigtet for mordet og sidder fængslet i Aalborg Arrest i 14 måneder, suppleret med et ophold på en psykiatrisk afdeling for at blive mentalundersøgt. 4. oktober 2007 bliver Louise Larsen frifundet af Vestre Landsret og får senere erstatning. I dag bor den nu knap 40-årige Louise Larsen stadig i den lille nordjyske flække med sine to børn. Og hendes far bor stadig knap fire kilometer derfra i huset, hvor hans kone, hendes mor, blev myrdet. De omgås ikke, men i den lille by, hvor beboerne tænker deres og har valgt side, kan det ikke undgås, at de i bil af og til passerer hinanden. De ved begge, at én af dem har myrdet hustruen/moderen. Eller – var de fælles om det? Vi andre får næppe at vide, hvad løsningen på mordgåden er. For det her er jo ikke en fortænkt krimi, hvor mordvåbnet med fingeraftryk findes på sidste side – det er virkeligheden i landsbyen Suldrup, hvor den blodtilsølede kniv aldrig dukkede op. Louise Larsens historie DER ER DOG nu kommet en bog ud af det, der kaldes Suldrupdrabet. Louise Larsen har fortalt sin historie til journalist Dennis Drejer, som loyalt videregiver, hvad Louise Larsen beretter. Han har suppleret beretningen med de fakta, der er tilgængelige. Og har ikke fået hjælp fra anklagemyndighed, politi eller Jan Flachmeyer. Da han heller ikke udfordrer Louise Larsen med modspørgsmål, bliver det i sagens natur en ret ensidig affære. Og hvad skal man egentlig med 192 sider Louise Larsen om Louise Larsen, når vi nu gerne vil kende sandheden om mordet i Suldrup den julinat og Louise Larsen ikke tilstår på sidste side? Jo, hun skal have lov at fortælle om politiets fejlbehæftede opklaringsarbejde – som ikke nødvendigvis er til skade for hende – og om forholdene i arresten, som hun er voldsomt kritisk over for. Og om sine synspunkter på retssikkerheden, som dog i hendes tilfælde virkede: Hun blev jo frikendt, fordi det ikke ud over enhver tvivl kan bevises, at hun myrdede sin mor. Et partsindlæg, javel. Men når nu modparten ikke vil være med, så skal det vel ikke afholde Louise Larsen fra at komme med sin version. Og det gør hun, råt for usødet og sine steder noget kvalmende, men tilsyneladende uden at spare sig selv eller de søskende, der må leve med, at de ikke ved, om det var deres far eller deres søster, der myrdede deres mor.
