For Grigorij Mairanovskij var Cy Oggins en ’ptitjka’ – en fugl, som han kaldte de udenlandske fanger, han fik lov at lege med.
Mairanovskij var læge og professor i fysiologi i Lubjanka-fængslet, midt i Moskva, og fuglene flaksede ikke frivilligt ind i hans bur. De var dødsdømt af Stalin-styret og blev udsat for fysiologens særprægede hobby: udforskning af, hvordan gift virker på mennesker. Resultatet var altid døden – men vejen derhen interesserede professoren. Så da Cy Oggins en dag i sommeren 1947 blev ført hen til Laboratorium Nummer Et stod Mairanovskij klar med en sprøjte curare. Da han senere skulle stå til regnskab for sine gerninger i Stalins dødskamre, beskrev Mairanovskij effekten af giften sådan: »Døden var pinefuld, men manden var berøvet evnen til at råbe eller bevæge sig, mens han bevarede fuldstændig bevidsthed. ’Patientens’ død indtraf ti til femten minutter efter en tilstrækkelig dosering«. Fra Gulag til Moskva Isaiah Oggins var søn af russisk-jødiske forældre, der var kommet til USA i slutningen af 1800-tallet. Sammen med sin senere kone Nerma radikaliserer Cy Oggins sig ind i den amerikanske kommunistverden og bliver hvervet som Stalinspion i Europa og Fjernøsten i 30’erne.
Efter ti år i Berlin, Paris og Manchuriet falder han i unåde, mens han er i Moskva, og bliver dømt til otte års rædsler i Sibiriens Gulaglejre. Han udstår pinslerne, hentes tilbage til Moskva – for at blive løsladt. Tror han. Men for enden af gangen venter dr. M. Seks års research Historien om Cy Oggins samlede støv i Sovjets arkiver i 45 år, men så brød USSR sammen, og da røgen havde lagt sig over Kreml, manglede Boris Jeltsin et forsoningskort at spille ud over for amerikanerne.
