»At komme tæt på et menneskes skæbne medfører, at man bliver afvæbnet, bliver varsom. Ønsket om at give et ’sandt’ billede bliver modsvaret af en modvilje mod at udlevere det alt for private«.

Denne betragtning gjorde den svenske forfatter og litteraturskribent Margareta Strömstedt sig i forordet til sin store Astrid Lindgren-biografis andenudgave fra 1999.

Tanken fremstiller en dialektik i levnedsskildrerens egen personlighed – den professionelle nysgerrighed over for den menneskelige taktfuldhed.

Strömstedt ejer begge dele, også når hun går tæt på sig selv. Som hun gør det i disse »fortællinger fra mit liv«.

Uforskrækket nysgerrighed
Med den undertitel siger hun nok, at de elleve fortællinger bygger på egne erindringsbilleder, men også, at de er litterært tilrettelagt, tilpasset en pointe eller refleksion, som ikke var bevidst eller overhovedet mulig i oplevelsesøjeblikket.

Det ’sande’ billede ændrer sig over tid: »Barndomsminderne er subjektive vogtere af min historie, sådan som jeg gerne vil have den fortalt lige nu«.

Det gælder så også denne bogs erindringer, men det ligger i projektet, at den nu 78-årige forfatter er parat til at se minderne forandres ved efterprøvelse – og dermed se et ændret spejlbillede i øjnene.

Altså lade den uforskrækkede nysgerrighed trænge den mere bekvemme taktfuldhed i baggrunden.

Sårbare livshemmeligheder
Karakteristisk drejer de indledende fortællinger fra barndommens frikirkesamfund i Småland sig dermed om, hvad den opvakte pige så ’bag gardinerne’– og nu ser i sig selv.

Afsløringer af sårbare livshemmeligheder, helt på linje med den i titelfortællingen: Ruth Ellis har skudt manden, som med spark har dræbt det foster, hun havde i maven – og nu skal hun hænges, juli 1955.

Bo Strömstedt, digter og journalist (og senere chefredaktør for Expressen i 14 år), prøver at få et interview med Ellis før henrettelsen, og tilbage på pensionatet sidder Margareta med værtinden.

Denne er til daglig veltrimmet overvægtig, men slagfærdig og kvik.

Nu til natten sidder hun kropsligt forfalden, fortvivlet og forladt i privaten, mens hendes lige så midaldrende mand er ude hos sin yngre elskerinde. »Det var første gang jeg græd sammen med en anden kvinde«.

Mod til frigørelse
Den korte fortælling moraliserer ikke, men intonerer jo et ledemotiv i kvindens liv: Længslen efter at blive elsket, forstået, ikke forladt.

Før barnefødslen få år efter parrer angsten for forladthed sig med faglig usikkerhed, graviditetens tempotab i karrieren.

Der er endnu 10-15 år til den nye feminismes uforsagte slagord: »En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel«, og endnu længere til den delte barselsorlov m.m.

Men i 1970 samler hun – nu midt i fyrrerne og etableret skribent – omsider mod til at forsøge frigørelsen: En natlig promenade ’Nøgen under frakken’, ja, sågar et uskrømtet erotisk initiativ over for en anden mand.

Mindre af utilfredshed med geniet derhjemme end for at frigøre sig for en angst, der hænger sammen med barndommens krav til ’den søde pige’.

Angsten for at skeje ud, falde igennem, være hysterisk – senere angsten for »min mands tavshed«. Sent i livet overvinder hun den.

Genkendeligt uanset køn

Margareta Strömstedts essayistisk reflekterende fortællinger spejler fintmærkende de lange virkninger af flinkeskolens opdragelse af pigebørn, der kom lidt for tidligt til den nye kvindebevægelse.

Nysgerrigt uden at blive taktløst, også når det gælder selvudlevering, og fordansket uden én mislyd i det veltempererede klaver.

Fortællingerne spænder over et langt kvindeliv og rummer jo dermed også et tidsbillede fra 1930’erne og frem, genkendeligt uanset læserens køn.

For en mandlig læser får enkelte formuleringer uundgåeligt en kant af det patetiske – jeg mærker det på, at jeg selv, ligesom forfatterens mand, nok ville reagere med ... netop tavshed.

Men mænd bliver jo også forladt og reagerer endda ofte med større selvopgivelse, ja, går helt i hundene.

Angsten for den skæbne har vi imidlertid ofte og tidligt lært at fortrænge ved at ’handle os ud af føleriet’.

Den opbyggelige pointe for begge køn her i bogen – og ikke kun som en litterær tilrettelæggelse – er, at den mandlige tavshed, først faderens og så ægtemandens, faktisk overvindes til slut.

Hvordan – det må man selv læse sig til.