Det var Poul Bjørnholt, den daværende leder af Københavns City Center, der i 1979 fik idéen til det, der senere skulle udvikle sig til Copenhagen Jazz Festival. En event, som allerede eksisterede mange andre steder verden over, hvor den kunne skabe liv i byen. Så hvorfor ikke introducere noget tilsvarende i København? Ikke mindst med tanke på, at man her i byens centrum fandt jazzspillesteder som Montmartre, Vingården, De 3 Musketerer, La Fontaine og Slukefter inden for et kvarters gåafstand. Som sagt, så gjort. Montmartres Kay Sørensen, som Bjørnholt kontaktede som den første, var indforstået med det samme. Og det var de andre spillestedsejere, blandt dem Slukefters Anders Stefansen, der havde et grundigt kendskab til de store internationale promotorer, ligeledes. Dermed var processen sat i gang, og 1. juli 1979 løb den første festival løb af stablen. Den varede otte dage og præsenterede 75 koncerter.
Festivalen har fået en bog i fødselsdagsgave I år kan Copenhagen Jazz Festival så fejre, at den har bestået i 30 år, og hvad den i den mellemliggende tid har udviklet sig til, kan ingen, der færdes i København den første halvdel af juli være i tvivl om. Det varede ikke længe, før man også inddrog månedens anden weekend, så nu strækker festivalen sig over ti dage, og antallet af koncerter, indendørs og udendørs, er vokset til op over de ni hundrede. En fødselsdagsgave hører sig naturligvis til i en sådan anledning, og en smukkere end den, festivalen selv har bevilget sig, kan man næppe forestille sig. Nemlig et pragtværk af en bog, i stort kvadratisk format, redigeret af Christian Munch Hansen, der på fremragende vis skildrer festivalens historie i ord og billeder. Foruden interview med sangerinden Cæcilie Norby, pianisten Jan Kaspersen, trommeslageren Kresten Osgood og de to fotografer, Jan Persson og Gorm Valentin, der har leveret billederne til bogen, svarer Munch Hansen selv for en gennemgang, år for år, af de foreløbig 29 festivaler. En gennemgang, der, Munch Hansens alder taget i betragtning, for de tidligere års vedkommende udelukkende må have baseret sig på andres kildemateriale, og som da også bliver mere og mere udførlig i takt med, at Munch Hansen kan bidrage med egne erfaringer. Slet ingen let opgave, hvis den skal blive til mere end en opremsning, men Munch Hansen løser den glimrende i en fremstilling, der fortrinsvis slår ned på enkeltbegivenheder og som – ganske klogt i relation til den foreliggende opgave – holder sig på et ret neutralt plan uden at gå for meget i dybden med det kritiske. Indblik bag scenen Et par småfejl har Munch Hansen ikke undgået. Hans kendskab til den københavnske geografi må være begrænset, når han tror, at man kommer fra Gammeltorv til Højbro Plads. Og det bør også nævnes, at Stan Getz endnu ikke var sygdomsramt, da han i 1987 i Montmartre med sin kvartet indspillede materialet til de to cd’er, ’Anniversary’ og ’Serenity’, der for mig står som det ypperste, den store tenorsaxofonist har efterladt sig på plade. Syg var Getz derimod, da han to år senere optrådte under Århus International Jazz Festival, om end han dengang fortsat var ved godt mod og – tilsyneladende – i fin vigør. Igen to år senere, i 1991 og kun tre måneder før sin død, var Getz igen i Montmartre, hvor han indspillede dobbelt-cd’en ’People Time’ i duet med pianisten Kenny Barron. Både Henrik Wolsgaard-Iversen og Ib Skovgaard, der som producere på hhv. tv- og radiosiden fulgte festivalerne gennem årene, kommer i deres bidrag ind på disse begivenheder. Virkelig spændende læsning, der lader os få et indblik i, hvad der udspillede sig bag scenerne. Det kunne kræve både diplomati og bestemthed at omgås de udenlandske musikere af større eller mindre stjernestatus for at få ’tingene i kassen’. Her finder man også beretningen om trommeslageren Art Blakey, der – som Wolsgaard-Iversen så fint formulerer det – »nærmest var stokdøv og gættede sig til, hvad man spurgte om, og beredvilligt svarede på noget helt andet«. Lyrik og billedteknik Bedre stod det ikke til med vibrafonisten Red Norvo. Han orienterede sig via sin øjenkontakt med de andre musikere, og det fortæller også Gorm Valentins billede af Norvo og altsaxofonisten Benny Carter os. Suzanne Brøgger bidrager ligeledes med en række fint sansede personlige oplevelser, mens Ursula Andkjær Olsen, Peter Laugesen og Per Vers sørger for, at heller ikke lyrikken er glemt i bogen. Det, man gang på gang vil vende tilbage til, er imidlertid det enestående dokument, som Perssons og Valentins billeder udgør. I interviewet med de to næsten jævnaldrende fotografer, født hhv. 1943 og 1944, kommer Valentin ind på, hvori forskellighederne i deres metoder består. Han nævner, at han komponerer sine billeder totalt fra starten, så de udfylder hele billedfladen, og han slutter med at sige, at han nok tænker mere kunstnerisk end Jan. Persson svarer, at han ganske rigtigt ikke komponerer så stramt son Valentin, men hvad der er vigtigt for ham, er, at det han laver, siger noget om situationen og om mennesket. På den måde tænker han måske mere på indhold, hvor Gorm tænker på form. Men hvordan tager billederne sig ud for beskueren? For også Perssons billeder fremtræder jo i deres eventuelle beskæring ikke blot som utrolig velkomponerede, men de holder også gennemgående samme høje standard. Valentins produktion er mere ujævn. I nogle af sine billeder, især blandt de tidlige, nøjes han med at registrere. Billedet fortæller, hvad også vi ville kunne se, hvis vi var der – og dermed basta. Persson går gerne et skridt videre. Han indfanger ikke bare øjeblikket, men afventer, til han ser noget overraskende i det. Mesterlige nuancer Begge fotografer arbejder med lyset, men de gør det på hver sin måde. Valentin bruger det direkte i kompositionen. Hos Persson er det kun til stede i den måde, hvorpå han lader det falde på den person, han vil skildre. I deres tekniske fuldkommenhed rummer billederne en rigdom af nuancer, der kan vække det indtryk, at personerne ligefrem er opstillet til fotografering. Hvad de netop ikke er! Og det resulterer i mesterværker, som man oplever det i portrætterne af bl.a. Abbey Lincoln, Cassandra Wilson og Art Farmer. Valentin tilstræber noget helt andet end den tekniske skarphed. Tværtimod ser han det mere grove og diffuse udtryk, han dyrker, som en kvalitet. Og også i hans kollektion finder man mesterlige ting. Tilmed blandt de allertidligste som billedet af Count Basie og Oscar Peterson bag scenen i Tivolis Koncertsal og et andet af Sonny Rollins i Montmartre, begge fra 1979. Det interessante er, at der ligeledes er billeder, som ikke umiddelbart røber deres ophavsmand. Det kunne gælde det fremragende billede af Curtis Stigers fra 2000, taget i Pumpehuset, som er Valentins værk. En kavalkade over festivalplakater, en diskografi, udarbejdet af Thorbjørn Sjøgren, over plader, der er indspillet i forbindelse med festivalerne, og et register fuldender denne prægtige bog, der også er festivalens gave til os.