Karin Lützen er både folklorist og historiker – en fin kloning.
Og hun er både det kærlige familiemenneske, den passionerede detektiv på jagt efter skjult fortid og den kølige iagttager af den store historie. Alt samlet på 400 sider. Bogen er fortættet og krævende, pletvis lidt ordrig, men man bliver straks revet med. Karin Lützens hjem i Fredericia var trygt borgerligt – og lidt eksotisk, fordi hendes far (arving til byens kendte sølvvarefabrik) lidt eventyrligt blev gift med en ung fransk kvinde, der i 1946 kom til byen som efterkrigsferiebarn.
Moderen Irène var elegant, mørkhåret, mørkøjet, mørklødet, kunstnerisk temperamentsfuld og – i sin parfumesky af Diorissimo – en verdensdame, hvis fremmedhed kunne komme på kant med provinsmiljøet. Hendes franskhed var næsten mere fransk end de franskes. Det sidste er pointen, for efter hendes død i 1998 fik tilfældigheder Karin til at spekulere på, hvad der kunne gemme sig bag dén maske og bag moderens påfaldende hukommelsestab for sin families fortid. Den elskelige morfar havde været lige så lukket. På jagt i arkiverne Her begynder datterens Sherlock Holmes-jagt, der mest ligner arkæologers udgravning med teske. Med stædig opfindsomhed higer og søger Karin Lützen i folkeregistre, dokumentationscentre, arkiver og biblioteker, mailer Frankrig rundt, og pø om pø kommer hun på sporet efter den tabte tid og den hemmelige familiehistorie. Det viser sig, at moderen på begge sider nedstammer fra rumænske jøder, der omkring 1900 flygtede fra fattigdom og forfølgelse, slog sig igennem i Paris som syersker, skræddere og klædehandlere, lyn-assimilerede sig for at blive demonstrativt fransk middelklasse og undgik jødedeportationerne under Anden Verdenskrig.
