Som ung studerende stillede Sarah Palin op i en skønhedskonkurrence i sin hjemby, Wasilla, Alaska. Undervejs i konkurrencen blev deltagerne udspurgt om aktuelle emner, og Palin blev bl.a. spurgt, om hun mente, at en kvinde kunne blive vicepræsident i USA? »Ja. Jeg tror på, at en kvinde kan blive vicepræsident. Jeg tror på, at en kvinde kan blive præsident«, svarede hun. Sarah Palin fortæller episoden i sin selvbiografi ’Going Rogue’ – og for en sikkerheds skyld udlægger hun selv teksten: »Den ordveksling for et kvart århundrede siden synes nu enten underligt tilfældig eller et skæbnebestemt vejskilt, der satte kursen for min fremtid. Og jeg tror ikke på tilfældigheder«. En augustaften Indtil 2008 var der ikke mange uden for Alaska, der kendte Sarah Palin. Hun havde været borgmester i byen Wasilla med ca. 10.000 indbyggere, og fra 2006 havde hun været guvernør i staten Alaska, der er USA’s største, men blot har små 700.000 indbyggere. Men en augustaften, mens Sarah Palin gik rundt med sin familie til det årlige kræmmermarked, ringede hendes telefon: »Det var senator John McCain, der spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at skrive historie«, beretter Sarah Palin. Som vicepræsidentkandidat blev Sarah Palin på rekordtid en af Jordens mest omtalte kvinder. Og der gik ikke mange dage, før hun også var en af klodens mest udskældte, skandaleombruste og latterliggjorte kvinder. Udtrykket ’going rogue’ opstod, da de folk, der selv havde udpeget hende som John McCains kontroversielle makker, begyndte at falde hende i ryggen og sprede budskabet om, at Palin var ’going rogue’ – hun var ved at blive helt ustyrlig. Guf for politiske nørder Biografien er langt hen ad vejen et banalt hævntogt mod alle dem, der angreb Palin som vicepræsidentkandidat. Den del af bogen er guf for politiske nørder, fordi den giver et fascinerende indblik i det, der jo burde være en af de mest tjekkede og gennemtænkte politiske kampagner, verden har set. Skal man tro Palins udlægning, var netop topstyringen og manglen på fornemmelse af det folkelige Amerika hovedårsager til, at det gik så grueligt galt. Andre vil givet pege på, at Palin selv var katastrofalt dårligt kvalificeret til opgaven. Uanset hvilken version man abonnerer på, efterlader bogen læseren med en forstemmende fornemmelse af, at John McCains valg af makker var gennemsyret af spin og taktik. At erfaring og konkrete synspunkter spiller en mindre rolle i forhold til det at have en personlig historie, der kan ramme de amerikanske vælgere i mellemgulvet.
I parentes bemærket demonstrerer valget af Barack Obama vel, at den sandhed gælder på begge fløje i amerikansk politik. Netop derfor er den første del af biografien da også den mest interessante. Her får vi Sarah Palins amerikanske historie.
