Der var engang, hvor der var rigtige anmeldere til. Hvor de betød noget, og hvor de skrev og skrev – som regel alenlangt. Hvor meget teaterkritikeren Frederik Schyberg (1905-50) betød i sin samtid, har Klaus Rifbjerg udtalt sig om. Det gjorde han i en tale, da han i 2001 modtog Publicistprisen: »Jeg kan tydeligt huske den iver, hvormed min far greb avisen ved morgenbordet, efter at han og min mor havde været til premiere på Kjeld Abells ’Anna Sophie Hedvig’ i Det Kgl. Teater for at se, hvad Frederik Schyberg nu skrev om stykket i sin anmeldelse«. Hvor langt Schyberg skrev, kan man se af hans anmeldelse af ’Anna Sophie Hedvig’, der blev trykt i Politiken 2. januar 1939. Fem bogsider fylder den i den antologi, ’Ti Aars Teater (1929-39)’, som Gyldendal udgav samme år. Kyndighed og retfærdighed I dette efterår, 70 år senere, har forskningsbibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek Knud Arne Jürgensen udgivet en antologi med hele 60 artikler af Frederik Schyberg fra perioden 1925-50. Er det nu nødvendigt? På den ene side kan man godt kalde det en nørdet udgivelse: Teateranmeldelser fra fortiden er strengt taget lige så ophidsende som et gensyn med ’Ka’ De li’ østers?’. På den anden side taler vi også om en dokumentation af en tid, der på samme gang, skønt indirekte, reflekterer vores egen tids kritik. Idealet for Schyberg var: kyndighed og retfærdighed. Det kunne lyde som idealet for enhver dommer – i en retssal.
Han efterlevede som oftest sine ord, vel vidende at han kunne virke både oplevelses- og følelsesløs. Hvor var mennesket henne i anmeldelsen? Død for egen hånd Mennesket Schyberg – hans liv, karriere og ægteskab – fortæller Jürgensen lidt om i sin gode introduktion. Der var faderen, skuespilleren Robert Schyberg, som i 1900 havde duelleret med Politikens teaterkritiker Edvard Brandes, efter at Brandes havde skrevet en perfid anmeldelse.
