Doktor Mengele blev vækket af sin søvn den nat, da familien Ovitz ankom til koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Det var fredag 14. maj 1944, og de vagter, der tog imod kreaturvognene med en sending jødiske fanger fra Rumænien, var ikke i tvivl om, at det her måtte han se: en hel familie af dværge, fire kvinder og tre mænd samt deres tre normalt høje søskende.
En guldgrube for den ambitiøse Josef Mengele, der forskede i alle slags menneskelige deformiteter og særpræg for at understøtte sine teorier om racehygiejne. Det var verdens største dværgfamilie, han her havde fået stillet til rådighed, og han blev henrykt. »Nu får jeg vist nok at se til i de næste tyve år«, råbte han. Så de ti søskende overlevede den første nat, hvor næsten alle de 3.000 jøder, der havde været med toget, blev dræbt i gaskamrene. Og de var stadig i live ved befrielsen i maj 1945. Smertefulde undersøgelser Med nød og næppe: Dr. Mengeles eksperimenter var ved at tage livet af dem, blandt andet måtte de give blodprøver i én uendelighed og stille op til alskens smertefulde indsprøjtninger og undersøgelser.
