Lyt til artiklen
I Max Frischs roman ’Kald mig Gantenbein’ kan man læse, at »før eller senere konstruerer hvert eneste menneske en fortælling, som vedkommende tror er dets liv«. Dette gælder ikke mindst forfattere af erindringer. Hvordan undgår man at blive erindringens mytoman? Hvordan undgår man en alt for konstrueret og nydelig sammenhæng? Enhver vil vel gerne pynte lidt på det hele – for at kunne holde sin egen livshistorie og sig selv ud. Få er som Claes Andersson klar over hele problemkomplekset.
For det første er der spørgsmålet om, hvad man husker, og hvad man har glemt. For det andet ønsket om en vis orden: »Jag vill att mine minnens museum skall vara presentabelt, snyggt, restaurerat och lagom modernt«.
