»Transmission! Transmission! Giv os dog i Himlens Navn al den Transmission, vi kan faa! (...). Derfor, spar paa studiet, Hr. Holm, giv os Verden!«. Sådan lød den indtrængende opfordring fra kritikerne til Statsradiofoniens første programchef, Emil Holm, i slutningen af 1920'erne. Radioen var for kedelig, for opdragende, for akvarieagtig. Det var ikke tilfældigt; kgl. kammersanger Emil Holm så det som radioens primære opgave at bringe kunstens værdier ud til de videst mulige befolkningskredse. En målsætning, som DR for længst har forladt til fordel for at lokke de videst mulige lyttersegmenter til at lægge øre til populærmusik og snakkesjov. Dagens programchefer vil ikke risikere, at der forekommer opbyggelig klassisk dannelse i radioen. Man skulle jo nødig føle sig dum. Radiomontagens historie - fra Aksel Dahlerup førte mikrofonen ud i livet med sine 'Hørebilleder fra Dagliglivet' i 1930'erne og frem til montagens guldalder i 1980'erne og 1990'erne - er, hørt og medrivende formidlet af Ib Poulsen, en kritisk kulturhistorie i stil med den, PH formulerede på andre områder. Det er historien om, hvordan radioen blev farlig. Det befriende nye ved Ib Poulsens tilgang til radiohistorien er, at han tager udgangspunkt i udsendelserne, som de lyder eller engang har lydt (nogle er slettede og findes kun som manuskripter). Poulsens konkrete analyser af de programæstetiske virkemidler bringer én helt tæt på udsendelserne - ja, faktisk sidder man blot og ærgrer sig over, at bogen ikke rummer en cd med lydeksempler. Det var senere kulturminister Julius Bomholt, der i Statsradiofoniens sæsonplan for 1947-48 lancerede idealet om 'den farlige Radio', en radio for modsatte meninger. Det blev den tyskfødte immigrant Willy Reunert, der gjorde radioen rigtig farlig ved at lade almindelige mennesker komme til orde på egne betingelser. Den slags var man ikke vant til omkring 1950. Reunerts samfundskritiske 'features' 'Cuba-mahogni med kongeblåt betræk' (om forbrugersamfundets fristelser), 'Sladderslev' (om livet i en dansk gennemsnitsby) og 'Letfærdige Quindfolk, som deris Foster ombring' (om illegal abort) irriterede og ophidsede den borgerlige pænhed. Radioen var i høj grad med til at sætte dagsorden for den offentlige debat. Det store dyr i åbenbaringen, når det gælder udviklingen af den moderne radiomontage, er Reunerts arvtager, Viggo Clausen. I en artikel i Radiolytteren 1953 har Clausen en programerklæring for sit arbejde, der kan bruges som dogme for den moderne radiomontage frem til i dag: »Det bliver ikke Sandheden om et Menneske, men i lykkelige tilfælde bliver det Sandheden om noget menneskeligt«. I features som 'Jeg tilspørger dig - Feature om fjorten bryllupper' og 'Selskabsrejsen' (om en bustur til Harzen) formår Clausen at lade interviewede fremstå som individer, hvis særlige stemmeklang fremhæves ved, at mikrofonen er tæt ved den talende. Sandheden overlader Clausen i øvrigt til lytteren. Her er vi ved det, som Ib Poulsen understreger som et af den moderne radiomontages vigtigste karakteristika: 'Den kulturrefleksive lytteradressering'. Som lytter slipper man for at tage direkte stilling for eller imod de mennesker, der taler frit på egne præmisser. Til gengæld bliver man nærmest tvunget til eftertanke mod den kultur og den tid, som disse mennesker er en del af. Ib Poulsen er i sin aflytning af den danske radiomontage på mere kulturradikal grund, end han selv synes at ville vedgå. Måske fordi der ikke er meget, der kan irritere og ophidse den pæne borgerlighed mere i dag end kulturradikale tanker. Man skulle nødig grave for dybt i sagerne. Det gør Ib Poulsen, og derfor er bogen i sandhed et bevidsthedsudvidende alternativt lydspor til kanonkongens historie om dansk åndsliv fra slutningen af 1920'erne og frem. boger@pol.dk