De fleste genkender jo nok en herregård, når de ser den, det er straks sværere at finde ud af, hvad den bliver brugt til. Ikke så få fungerer stadig som storlandbrug, enkelte stadig med kvæg, de fleste med korn, alle med minimalt folkehold; nogle har fundet nicher (de økologiske produkter fra 'Aarstiderne') eller udnytter herregårdsauraen ('De 5 Gaarde'). Men mange hovedbygninger er nu efterskole, galleri, hvilehjem eller ungdomsfængsel. Andre er gået ind i oplevelsesøkonomien: jorden bruges til jagt, fiskeri, golf og dyreparker, landbrugsbygningerne bliver til ridestalde og veteranbilmuseer, boligerne til konferencecentre og herregårdspensioner. I fjerde og sidste bind af Nationalmuseets herregårdsværk, og trods de mange succeseksempler, er tonen bekymret: hvor mange nye godsejere vil for at spare arveafgift og vedligeholdelse rive hovedbygningen ned, som det skete på Marienborg i 1994? (Det må de naturligvis ikke, hvis den er fredet). Måske vil fremtiden afhænge af, hvor mange bedsteforældre med friværdi, man kan lokke til at holde familiefesten i en riddersal snarere end i Thailand. Bindet rummer ud over registre til værket en udmærket liste over 'ord og begreber' samt tre kort. De kort synes jeg nu godt man kunne have sat i hvert bind, så man ikke skal sidde og rode med to tunge bøger for at finde f.eks. Flintholm og Fænøgård. Hvad man i øvrigt ikke kan, for de to er af uopklarede grunde ikke med på kortet. Der er især to emner man kunne have ønsket bedre belyst i det ellers fremragende værk. Det første er herregårdsarbejderne og deres livsvilkår, skønt Nationalmuseet ellers for en snes år siden udgav et stort værk, 'Herregårdsliv', baseret på erindringer fra netop disse mennesker, men næsten ikke benyttet her. Det andet er det, man kunne kalde herregårdskulturens efterliv, som har et kapitel i bind 4 og berøres andetsteds, men som man kunne have fået meget mere ud af. Det ses af en svensk bog, 'Herrgårdsromantik och statarelände', med fine analyser af herregårdenes rolle i memoirer, skønlitteratur, turistpropaganda og spillefilm - og i øvrigt af Ivar Lo-Johanssons romaner om godsernes landarbejdere, 'statarne'. O.k., måske har herregårdsromaner og -film ikke haft samme vægt her som i Sverige, hvor der til og med en tid kom et blad ved navn 'Gods och gårdar', men så havde det da været en diskussion værd, hvorfor. Ligesom man godt kunne have ofret mere end en tre-fire billeder på herregårdene i Skåne, Norge og Slesvig. Behøver nationale kulturværker at være præget af forkrampet danskhed? boger@pol.dk