Da Henri Cartier-Bresson, Robert Capa m.fl. umiddelbart efter Anden Verdenskrig grundlagde billedagenturet Magnum Photos, var kravet ikke blot at skabe gode billeder, men også at bane vejen for et humanistisk livssyn. Dokumentarfotografiet havde i forvejen tradition for at tage parti, og pionerer som Jacob A. Riis samt Lewis Heine benyttede bevidst mediet til information om uretfærdigheder i samfundet med henblik på forandring. Jan Grarups storladne 'Shadowland' indskriver sig i denne fortsatte historie. Fra verdens brændpunkter Der er på mange måder format over bogen: størrelsen, trykket, den engelske tekst, forordet af Dalai Lama og ikke mindst billederne. Der er ingen tvivl om, at Jan Grarup befinder sig i en klasse for sig. År ud og år ind har han formået at sætte en meget høj standard for presse- og dokumentarfotografiet herhjemme såvel som internationalt. Og med det virke, der er udvist, kunne man måske have forventet en bog på et tidligere tidspunkt. Men nu foreligger den så, 'Shadowland', skyggelandet med reportager fra alverdens brændpunkter: Kashmir lige efter jordskælvet; Sierra Leone under krigen; Tjetjenien; Rwanda under folkemordet; Kosovo; Roma-sigøjnerne i Slovakiet; Ramallah; Hebron; Irak; Bam efter jordskælvet dér, og Darfur som mere og mere ligner et evigt folkemord. Forord af Dalai Lama Jan Grarup har blik for situationerne og for folks blikke. For igennem dette helvede på jord ser man mennesker stirre fortvivlet over verdens galskab. Og med rette. For som Jan Grarup også skriver i sit forord, er det ofte børnene, der er ofrene, og hvordan kan de forstå det, de udsættes for? På denne måde har han også et fortvivlende stort engagement. Alle, som har mødt Jan Grarup, ved, at disse hærgede zoner bekymrer ham, og at det ikke kun gælder om at skabe 'gode billeder'; han forsøger samtidig at fortælle historier og overføre dette engagement til avisens læsere, politikerne, nødhjælpsarbejderne, etc. Det er formentlig af samme årsag, at Dalai Lama har indvilget i at skrive forordet til 'Shadowland', hvori han parallelt med Jan Grarup indpoder nødvendigheden af at hjælpe. »Many of these photographs remind us that when people are overwhelmed by loss, loneliness and misery, we need to give them physical relief, but it is equally important to encourage their spirit through a constant show of love and compassion«. Upassende valg af format Det har altid været et spørgsmål, hvordan Jan Grarup overhovedet har kunnet rumme al denne elendighed og overkomme at arbejde under de forhold med så megen vold, så megen nihilistisk myrderi? 'Shadowland' dækker hovedsageligt billeder fra perioden 2000-2005, og det er meget for et så åbent menneske, der også i sin takkeliste nævner sine tre børn for deres forståelse over de mange gange, han ikke var hjemme, da de behøvede ham ... 'Shadowland' er ikke en nem bog at kapere, for den er trods et ekvilibristisk billedsprog nærmest endeløs af smerte. Den er heller ikke særlig imødekommende med det sorte omslag, titlen skrevet i sort (i form af lakering) og det ligeledes mørke layout. Bogens billeder står unødvendigt dystert mod sort baggrund - på nær kapitlerne om Ramallah og Hebron hhv. om drengene fra den muslimske og jødiske side af grænsen. Og endelig er det irriterende, at billederne breder sig over et helt opslag og derved skæres over - når nu alle fotografierne er taget med småbilledkameraets 24x36, hvorfor har fotografen så ikke valgt et format, som passer til? Vigtig og vedkommende Bogen indskriver sig i en lang tradition af dokumentaristisk fotografi. Denne billedform har af historiske årsager vist sig som en sort-hvid kunstart, men det undrer alligevel, at også strålende serier i farver er slået over i sort-hvid, ligesom Jan Grarups eminente reportage fra Arafats begravelse heller ikke er medtaget. Der er også langt mellem lyspunkterne, men de er der, drengene som bader, jøderne på vej gennem det mørke Hebron. Men poesien overskygges selvfølgelig af mørket, disse lange skygger, som trækker sig over kontinenterne. Skyggelandet, som Jan Grarup kalder det. Bag i bogen er der forklaring til alle situationerne, til alle billederne, der enten kan ses på deres relativt egne betingelser eller i sammenhæng med de udførlige kommentarer. Det er blevet en vigtig og vedkommende bog. Man kunne fristes til at kalde den smuk, men Jan Grarups vedvarende engagement gør paradoksalt nok hans egen æstetik overflødig.