Forfatteren Erik Nørgaard - 77 og still going strong - har udsendt en ny udgave af sin erindringsbog om de første journalistår i København 1952-63. Den er revideret og udbygget, og det er den ikke blevet kedeligere af. Man sluger den i ét haps. Unge Nørgaard ville på Information - modstandsbladet, der ved befrielsen i 1945 havde erobret det nazistiske dagblad Fædrelandets kontorer og trykpresse i St. Kongensgade, Kbh. K.. Begge dele var nedslidte (hoveddøren »bar stadig præg af, at den var blevet åbnet med en maskinpistolsalve«), og bladet var ludfattigt, men det var Stedet - ikke bare for en ambitiøs provinsjournalist, men for tidens hedeste debat. Altmuligmanden Nørgaard slap ind ved frækhed. En sommerdag vadede han ind på en ferierende vens kontor, satte sig til skrivemaskinen og knaldede nyheder og noter af til redaktionssekretæren. De røg lige i den altædende sommeravis. Han fortsatte et halvt år med at levere til 25 øre pr. linje, og da det blev for dyrt på honorarbudgettet, blev han fastansat. Sådan! Altmuligmanden opdyrkede reportage fra storbyens nedre lag og religiøse og politiske sekter, dækkede spionskandaler og dramaet i DKP omkring eksklusionen af Aksel Larsen i 1959. I 1960 bidrog han til optrapning af opgøret mellem hærens inderkreds og modstandsbevægelsen omkring besættelsens skæve våbenfordeling, der endte med fyring af hærchefen, general Hjalf. Portrætter Nørgaard specialiserede sig i politi- og retsstof - fra skæbner i Dommervagten over den københavnske underverden til svindel i den finansielle oververden. Der var nok at bide spids på: retssystemets sociale slagside, fremmedpolitiets vilkårlighed, retspsykiaternes mentalitetserklæringer, den tidsubestemte straf for 'psykopater' og det generelle hysteri om ungdomskriminalitet, 'amerikanerpiger' og 'trækkerdrenge'. Hans kampagner banede vej for reformer og tilbagekaldelsen af 'den grimme lov' mod homoseksuel 'prostitution', der ramte så mange uskyldige. Fra 1963 blev han leder af Politikens nye retsredaktion. Nørgaard giver fine portrætter af hoved- og bifigurer i miljøet omkring Information i 1950'erne. Her er de to chefredaktører: den spontane optimist Børge Outze med de bidske og lyriske ledere fra den lynhurtige skrivemaskine - og den kølige strateg Erik Seidenfaden, hvis velovervejede spidser satte verdensordenen på plads. Her er redaktionschef Ove Martin, en hensynsløs børste og født bladsnedker, der terroriserer kulturredaktionens spinatfugle. Dem møder man også: Erling Bjøl, Thorkild Hansen, musikkritikeren Hansgeorg Lenz, unge Rifbjerg. Og så den fra Vendsyssel Tidende importerede kulturredaktør Johs. Møller, kaldet 'Landsbygeniet'. Hængemuler var vi ikke De holdt debatten og orgeltonen højt på de toneangivende kultursider - med lovlig meget »metafysisk tørverøg« for Erik Nørgaards smag. Han skrev selv i det 'kulørte' hæfte Kriminal-Reportager, oversatte tegneserier, udgav bøger om popidoler og dyrkede ugenert den erotiske subkultur - fra Gösta Schwarcks 'Piger i cellofan' på Nørrebros Runddel til de 'utugtige' blade, der var mistænkt for 'spekulation i sanselighed' og blev gransket med lup i 4. politiinspektorat. De kuriøse sider af tidens undergrundskultur - og en stribe obskure minefelt-bohèmer, mediegrosserere og 'kulturgangstere' - passerer revy, ligesom Gruppe 61 og andre forløbere for ungdomsoprøret og det legendariske '68'. Hængemuler var vi ikke, siger Erik Nørgaard. Helt enig. De dristige unge mænd i deres flyvende trapezer - Nørgaard var jo ikke ene om sin energiske respektløshed - var faktisk pionerer. Ligesom deres chefer. Pionerånden bør genoplives Bogen tegner en central avis i overgangen fra turbulent klondikeliv til 1960'ernes konsolidering. Et fint kapitel skildrer dramaet under storstrejken i 1956, hvor det kommunistisk styrede typografforbund med vold søgte at standse Informations nødavis. Information vandt, med brug af sine illegale erfaringer, og nødavisen foregreb den offset-trykrevolution, der i 1970'erne reddede bladet. Men bogen er også et stykke almen kulturhistorie, oplysende og underholdende. Et tidsbillede af 1950'ernes skift fra det autoritetstro sparesamfund til friere livs- og medieformer. En af motorerne var en frækkere presse, hvor højaktive reportere skrev kritisk journalistik og forfulgte sager, indtil misforhold var blevet afdækket og helst rettet. Erik Nørgaard og hans arvtager Nils Ufer blev pionerer for en ny retspolitik i pressen. Den er siden druknet i mediernes afpolitisering, mens retskulturen nu undermineres af lovsjusk og udhuling af frihedsrettighederne. Den pionerånd bør genoplives. Det nytter. Det er det aktuelle perspektiv i disse livlige erindringer.