Hvid pige møder sort fyr. Hun gifter sig med ham og flytter ud til hans boplads i det nordlige Kenya. De har ikke meget sprog sammen, hun er forelsket, får en datter, arbejder hårdt med brænde, vand og dyr. Efter fire år flygter hun med sin datter fra manden, bopladsen og Kenya. Man får ikke helt at vide, hvad der foregik. Det må man læse i Corinne Hofmanns første bog 'Den hvide masai', som blev en international succes og for nylig kunne ses i en filmversion i danske biografer. Interessant kerne Pigen fra Schweiz, som havde modet til at følge sit hjerte, vender tilbage til bopladsen Barsaloi fjorten år efter med fotograf og forlægger for at gense samburu-familien, en stamme beslægtet med masaierne. Hendes nu 15-årige datter er ikke med på gensynsrejsen, fordi Corinne er bange for, at eksmanden, den flotte kriger, vil beholde sin datter i Kenya. Hjertet hopper, og håndfladerne sveder, og tårerne triller (ofte). 'Gensyn i Barsaloi' er hurtigt læst og fungerer, selv om man ikke har læst den første bog. Teksten balancerer på randen af klicheer som »Gud, sikke en aura den kvinde har« ved gensynet med hendes svigermor. Kan man bære over med den slags, har historien en interessant kerne. At bygge bro Corinne er kun få dage i Barsaloi. Hun indser, at hun aldrig kan bo hos sin afrikanske familie igen. »Jeg ville med tiden få svært ved at holde dagligdagen ud med dens langsomme, evigt tilbagevendende rytme. Hvordan gjorde jeg dengang? Det var kun muligt, fordi jeg elskede Lketinga over alt og for det meste måtte kæmpe hårdt for at overleve«. Det viser sig, at Lketinga er blevet gift med to unge kvinder, og stadig betragter Corinne som sin kone. Det tackler Corinne klogt. Hun iagttager sine egne og den afrikanske families reaktioner godt og beskriver dem præcist. Men det svækker bogen, at hun har så lidt sprog fælles med afrikanerne. Læseren kommer ikke dybere end hendes gæt og fornemmelser. Hun er en sensation, alene fordi hun har giftet sig med en sort mand og boet i en fjern landsby. Og kunne skrive om det. Skæbnen har givet hende til opgave at bygge bro mellem Afrika og europæiske læsere ved at fortælle om sig selv. Splittet indstilling Og hun gør det godt. Jeg er sikker på, at læseren vil være udmærket underholdt så længe. Bogen virker ærlig, fuld af tvivl og splittede følelser. »I det øjeblik indser jeg, hvor absurd og splittet min egen indstilling er: På den ene side beundrer jeg skønheden og farvepragten i krigernes og de unge pigers traditionelle dragter og ønsker, at samburu-traditionerne vil kunne bevares længe, på den anden side så jeg gerne, at skikke og ritualer, som strider mod min europæiske tankegang (bl.a. kvindelig omskæring, HT), blev ændret. Den erkendelse gør ondt, og samtidig er jeg glad for, at min datter Napirai kan vokse op i Schweiz«.