0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nekrologer når de er bedst

Den enes død, den andens lystlæsning. Herlig bog om en af livets hemmelige glæder: At læse nekrologer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

På sin vis er der noget anstødeligt over det. At betragte et dødsfald som godt stof.

Som en lejlighed til at fortælle en god historie, sælge nogle aviser og tjene nogle penge.

Herhjemme er aviserne da heller ikke meget for det.

Navnestoffet, som det hedder i branchen, er typisk relegeret til de bageste sider i avisen og er ikke just noget, de fleste journalister drømmer om at beskæftige sig med.

Ikke længere i blandt os
Hvad der efter min mening er synd og skam.

Nekrologer er fantastisk stof, og i virkeligheden er de moralske overvejelser ikke markant anderledes, end når det gælder alle andre emner.

Man skal ikke støde unødigt, men avisers formål er nu engang at tiltrække læsere og oplyse befolkningen om, hvad der foregår, herunder hvem der ikke længere er i blandt os.

En god nekrolog om dagen
Heldigvis står det anderledes lystigt til på den nekrofile front i de engelske og amerikanske aviser, der for længst har erkendt, at døden sælger og er en fremragende undskyldning til at fortælle nogle gode historier.

Der er nekrologer højtprofileret stof, og som den amerikanske nekrologfreak Marilyn Johnson beskriver i sin muntre bog om emnet, er det i de senere år blevet et område præget af stærkt konkurrence og hastig vækst.

I England begyndte tendensen i 1986 med lanceringen af avisen The Independent. Et af den nye avis' særkender var netop velskrevne og lange nekrologer, og det varede ikke længe, før de andre britiske aviser kom efter det.

Samme år udvidede både The Times og Daily Telegraph sine nekrologer. Et par år senere hoppede også The Guardian, der af feinschmeckere i dag nok anses som førende, med på bølgen og i dag skal man være grumme uheldig for ikke at kunne finde mindst en god nekrolog om dagen.

Og det er ikke kun aviserne, også stærkt seriøse tidsskrifter som The Economist har fået øjnene op for det gode stofområde og har de sidste 10-12 år bragt en ugentlig perle af en nekrolog.

En narrehat
Man skal også være gjort af den mest kedsommelige muld for ikke at kunne begejstres og underholdes af gode og velskrevne nekrologer. Tag denne perle af en indledning fra Daily Telegraph:

»Den tredje lord Moynihan, som er død i Manila i en alder af 55 år, gav med sin personlighed og karriere kritikere af adelsvæsnet mange gode argumenter«.

Bum, så er det sagt. Ikke noget fiflen rundt i manegen. Manden var en narrehat, nu er han død og her er hans historie.

'Præst, politiker og voldtægtsmand'
Eller denne personkarakteristik fra samme avis: »Peter Langan var ikke kendt for sin finfølelse over for det smukke køn. Han elskede at udfordre smukke unge kvinder i baren til at smide alt tøjet mod at få så meget champagne, de kunne drikke«.

Men hvad med de pårørende, tænker nogle blødsødne læsere måske. Burde en nekrolog ikke tage hensyn til dem og fremstille afdøde i det bedst tænkelige lys? Ikke efter min og den angelsaksiske presses opfattelse.

Som al anden journalistik skal en nekrolog naturligvis være fair, men har folk levet et skurkagtigt liv, er der ingen grund til at dække over det. Den gode nekrolog lokker læserne til at stifte bekendtskab med mennesker, de aldrig har hørt om før.

'Præst, politiker og voldtægtsmand' lød overskriften på The Economists nekrolog over Zimbabwes første præsident Canaan Banana - så skal man da være gjort at sten for ikke at læse videre og finde ud af, hvad det er for en starut.

'Vær hilset kammerater'
Nu er der sikkert nogle - ikke undertegnede - der kendte hr. Banana i forvejen, men generelt er de bedste nekrologer dem, der beskriver interessante mennesker, som har levet lidt uden for medielysets snævre fokus.

Typer som Maurice Hilleman, en mikrobiolog som udviklede vacciner mod mæslinger, kobber og meningitis og derved reddede millioner af liv.

Eller den tidligere Sovjetiske generalsekretær Nikita Khrusjtjovs tolk, der åbenbart havde for vane at tone lidt ned for generalsekretærens voldsomme retorik, når han syntes, det gik for vidt.

Således blev de revolutionære hilsner og løfter om at drukne Vesten i en flodbølge af blod ofte forkortet til et fredsommeligt, 'Vær hilset kammerater'.

Nekrologernes verden
Som Johnson rigtigt bemærker i bogen er der formentlig en klar sammenhæng mellem ens alder og glæden ved nekrologer.

Først efter at nogen man kender har stillet gamacherne, begynder man at bemærke de navnesider, man tidligere altid bladrede forbi med en hovedrysten over, hvorfor der dog blev spildt papir og tryksværte på det.

Langsomt bliver man suget ind i nekrologernes verden, og som med alt andet kan fascinationen tage overhånd.

Mange måder at leve sit liv
Jeg tvivler eksempelvis på, at det er et mentalt sundhedstegn, hvis man som Johnson er tilmeldt Celebrity Death Beeper, en gratis internettjeneste der sender mail, hvis en kendt dør.

Og hvad skal man lige mene om alle dem, der regelmæssigt tjekker de mange hjemmesider viet til død og ulykke, chatter på usenet med andre nekrolog freaks, og hver eneste dag ruller forbi alle de større aviser og sammenligner nekrologer...

Men med måde er læsning af nekrologer en herlig og - hvor mærkeligt det end lyder - opmuntrende beskæftigelse. Der minder en om hvor mange interessante måder, man egentligt kan leve sit liv.