Det er ikke så let at være professionel kristen. Præsten skal spille utallige roller lige fra ritualforstander og ceremonimester til sjælesørger og minikonfirmandunderviser, han/hun skal gennem den langvarige teologiuddannelse med en akkumuleret studiegæld til følge og samtidig få familielivet til at hænge sammen. Dertil kommer, at folk i menigheden kræver, at præsten både skal være noget særligt, samtidig med at vedkommende skal være 'ligesom os andre'. Skizofren? Det er lige før. Forståelse af præsterollen Antropologen Cecilie Rubow, der har mange års erfaringer med studiet af det kirkelige og folkereligiøse felt i Danmark, har netop udgivet 'Fem præster - og antropologiske perspektiver på identitet og autoritet'. En vellykket, letlæst bog, der består af fem interviewbaserede 'biografier' om de fem præster Lars Henriksen, Kirsten Sarauw, Jørgen Demant, Christian Grund Sørensen og Birgith Nørlund, omkranset af et forord og en efterskrift, hvor trådene samles i noget, der ligner en konklusion. Bogens anliggende er at bidrage til forståelsen af præsterollen, sådan som den spilles i dag. Mellem Helligpeter og Peter-præst I forordet gør Rubow opmærksom på, at hun vil trænge bag om de to præstestereotyper, der er dominerende i befolkningens forståelse i dag. På den ene side 'Helligpeter' - den fromme skæggede mand i slut-50'erne, der sjældent morer sig og aldrig andre - og på den anden 'Peter-præst' - ham, vi møder til rockkoncerten, og som bare er 'helt nede på jorden'. Den virkelige præst befinder sig oftest imellem eller i udkanten af en af disse stereotyper, hvad man hurtigt bliver overbevist om gennem bekendtskabet med bogens fem præster. Overdrevent traditionstab Der er en del, der tyder på, at den megen snak, der har været de senere år, om et traditionstab i befolkningens forhold til kristendommen og kirken; et tab, der angiveligt skulle indebære et autoritetstab for præsteembedet, er temmelig overdrevet. Ganske vist går folk i almindelighed ikke længere rundt og 'kan' deres kristendom på fingerspidserne, men ikke desto mindre tropper de i hobetal op til de kirkelige handlinger og diverse arrangementer i og i tilknytning til kirken. I disse sammenhænge har præsten fortsat en åbenlys autoritet som ceremonimester m.m. Præstens autoritet Men at præsten stadig besidder autoritet, kommer formentlig tydeligst frem gennem de restriktioner, såvel præst som lægmand pålægger sig selv i omgangen med hinanden. Som Rubow bemærker, siger præster bestemt ikke altid, hvad de mener, og det gør mennesker, der møder en præst, heller ikke. F.eks. udbryder en dame, da det går op for hende, at hun taler med en præst: »Undskyld, undskyld, jeg vidste ikke, at du var præst«. Denne restriktive omgangsform vidner om en 'markant høflighed' og således om en generel accept af præstens autoritet. Alt i alt har Rubow skrevet en ganske oplysende bog - og man skal ikke være profet for at regne ud, at den vil blive læst af stort set enhver præst i den danske folkekirke.