Jeg ville ønske, at jeg troede på reinkarnation. Så kunne jeg i det mindste håbe på at blive genfødt som The New Yorkers chefredaktør David Remnick, der må være et af verdens mest begunstigede mennesker. Ikke bare bor han i New York, tjener en fyrstelig gage, er chef for verdens måske bedste magasin med dertilhørende muligheder for at tale med klodens kvikkeste og mest bemærkelsesværdige hoveder, han skriver også, så det står efter. Forfattere, sportsstjerner, intellektuelle De to sidste ting kan man til overmål konstatere i denne opsamling af hans artikler fra de sidste 10-12 år om nogle af tidens mest interessante personligheder. Her er politiske ledere som Al Gore, Tony Blair, Benjamin Netanyahu og Vladimir Putin. Men der er også forfattere som Philip Roth, hvis indre dæmoner Remnick nådesløst udstiller; det er sportsikoner som Mike Tyson og fanatiske intellektuelle som den israelske hardliner Natan Sharansky. Luksuriøs genre Remnicks artikler falder groft sagt inden for tre lande: USA, Rusland og Israel, og tre emnemæssige lejre: politik, kultur og sport. Det er med andre ord en ret bred palet, han arbejder med, og når man tager i betragtning, at manden også er bladets chefredaktør, er bedriften ærefrygtindgydende. Hvad er det så, som er så fabelagtigt ved Remnicks portrætter? For det første, at han i tråd med en god amerikansk tradition skriver omkring en person. Han interviewer naturligvis personen, oftest mange gange, i Roths tilfælde over flere måneder med grillaftener og lange fælles køreture. Men interviewet er ikke det bærende element i historien. Det er en mosaik af vedkommendes udtalelser, hans værk og gerninger og andre menneskers meninger, der krydret med talrige reportageelementer flettes sammen til at skabe noget, der minder mere om en minibiografi end et dansk portrætinterview. En luksuriøs genre, hvor det er legitimt at bruge mange uger og rejse til flere verdensdele for at få historien i hus, og hvor der snildt er 10.000 ord eller mere til rådighed. Men hvor man til gengæld i så talentfulde hænder som David Remnicks får noget unikt, som med fornøjelse kan læses år, hvis ikke ligefrem årtier, efter at det blev skrevet. Den sigende detalje Prestigen ved at skrive for The New Yorker gør det retfærdigvis også lettere for Remnick. Det er bare en fordel, når man skal skrive et portræt af Israels daværende premierminister Benjamin Netanyahu, at man ikke bare kan tale med ham selv, men også hans to forgængere; hans far, hvis yderliggående holdninger er nøglen til at forstå ham; hans venner, en række medlemmer af parlamentet, hans spindoktor og de førende israelske kommentatorer og analytikere. Så er man lidt mere in with the boys, end danske journalister typisk oplever på den internationale scene, og det udnytter Remnick optimalt. Både fordi han er en god interviewer, og især fordi han ikke lader sig rive med og bevarer både distancen og blikket for den sigende detalje eller anekdote, der giver et glimt ind i folks personlighed. Som hvordan Netanyahu starter interviewet med at tænde en stor Davidoffcigar uden at byde andre ('dårligere manerer, lave forsyninger?', undrer Remnick sig) og straks fylder rummet med så meget røg, at hans unge rådgiver Michael Stolz »reagerede, som var han fanget i en garage, hvor motoren kørte. Stolz kunne være død en langsom død, tænkte jeg, og Netanyahu ville have puffet videre«. Little Doc og Little Ant Remnick fanger det lidt sørgelige i, at Al Gores kok og tjener Dwayne fire år efter valget stadig kalder ham Mr. Vice-President. Og den anstrengte rynke, der kommer i Tony Blairs pande under alle de ydmygelser, han lod sig trække gennem under valgkampen i Storbritannien sidste år. Herunder en kosteligt beskrevet scene, hvor den britiske leder bliver interviewet og ydmyget af to superirriterende drenge, der går under navnet Little Doc og Little Ant. Som Remnick tørt bemærker som observatør til scenen, hvor Blair skal forklare, hvorfor han ikke opkaldte sit rockband efter en prut, og om folk tør sige det til ham, hvis han slår en prut, er det »umuligt at forestille sig en tidligere premierminister - Gladstone, Asquith, Churchill, Eden, MacMillan eller Thatcher - skulle brydes med Little Ant og Little Doc«. Belæst og beleven Den underspillede humor er Remnicks anden store styrke. Mange stjernejournalister får et noget oppustet ego. Han har bevaret selvironien og glimtet i øjet, og det er herligt at konstatere, at selv en så succesrig journalistisk karriere ikke har været en lang vals på de lyserøde skyer, men også budt på sine mindre glamourøse øjeblikke. Som i Moskva, hvor han som Washington Posts juniorkorrespondent skulle grave en frisør frem til udgiveren, der var i byen, og da det nogle år senere i 1991 lykkedes ham at rejse hjem fra Moskva, just den dag gammelkommunisterne forsøgte at skrue tiden tilbage og lavede et kup mod Gorbatjov. Endelig er Remnick belæst og beleven på den ukrukkede måde og formår at bruge det i sin journalistik. Den måde, hvorpå han indleder sin stærkt kritiske artikel om Putin med eksilforfatteren Vladimir Nabokovs nostalgiske beskrivelse af Rusland i en af sine noveller, er mesterlig. Det sætter på en og samme gang stemningen og udviklingen i perspektiv, løfter hele artiklen og giver én inspiration til, hvad man også burde læse. Men man kan rolig starte hos Remnick.