Homoseksualitet splitter folkekirken

Lyt til artiklen

For ikke så længe siden udkom en debatbog, der agiterede mod kirkelige vielser og velsignelser af homoseksuelle. Bogen hed 'Og Gud velsignede dem', hvor 'dem' jo altså ikke refererer til homoseksuelle, men til heteroseksuelle par, der ønsker pardannelsen markeret foran Gud og hvermand. Nu kommer så endnu en bog om det emne, der truer med at splitte kirken. Bogens titel er upolemisk, apolitisk, kort sagt neutral: 'Danske præster og biskopper om ... Kirkelige vielser af homoseksuelle'. I splid med sig selv Bogens anliggende er ikke andet end at lade kirkens folk give deres mening til kende vedrørende det kontroversielle spørgsmål, om homoseksuelle kristeligt set har ret - eller ligefrem krav på - at blive viet i kirken. Og lad det bare være sagt med det samme: Kirken er i splid med sig selv på dette punkt, og bogens bidrag afspejler forbilledligt denne splid; kan man ikke være enige om andet, så kan man i det mindste være enige om at være uenige. Så langt rækker sammenhængskraften i kirken dog. Kirken skal kende sit grundlag På den ene ydrefløj, den absolutte profløj, argumenterer bl.a. sognepræsterne Ivan Ebbe Larsen og Lars Tjalve ud fra et 'kirken må følge med tiden' -paradigme og henviser til det anakronistiske i den traditionelle ægteskabsforståelse, dens præmoderne seksualitetsbegreb, og nødvendigheden af at lade historiske, tidsbundne synspunkter i Bibelen falde - herunder naturligvis synet på homoseksualitet. På den anden ydrefløj, den absolutte kontra-fløj, argumenterer man på anden vis. Her finder man biskop Karsten Nissen og teolog Katrine Winkel Holm; sidstnævnte bidrog også til ovennævnte debatbog. Begge argumenterer ud fra et 'kirken skal kende sit grundlag'-paradigme, og grundlaget er enten Bibelen og dens syn på ægteskab osv. (Nissen), eller Guds 'skabelsesorden', dvs. den biologiske (teologiske?) kønsopdeling som vilkår for forplantningen, der tilsyneladende er hele pointen med ægteskabet (Holm). En gruppe tvivlere De to ydrefløje taler konsekvent forbi hinanden, fordi udgangspunkterne er vidt forskellige. Men mellem de to fløje befinder sig en gruppe tvivlere, der hælder en smule til den ene eller den anden side. Her fra midten efterlyser f.eks. Margrete Auken mere tid til debatten, således at den kan blive kvalificeret og demokratisk legitim, og - vigtigere endnu - således at kirkedebatten kan blive erobret tilbage fra ekstremisterne. Teologisk set er der meget at overveje; men for at slutte af med et ekstremt synspunkt kan man sige, at præsterne og biskopperne kan overveje så meget de vil, for så længe ægteskabet mellem stat og kirke består, kan Folketinget bare vedtage, at homoseksuelle har ret til kirkelige vielser. Og så må kirken føje sig - eller indgive en skilsmissebegæring.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her