Hvordan kunne det gå så galt? Sådan har mange hændervridende kommentatorer spurgt efter afsløringen af en deling amerikanske soldaters massakre på 24 irakere i byen Haditha for nogle måneder siden. Vil man vide, hvorfor unge amerikanske mænd kan gå bersærk i et fremmed land tusindvis af kilometer fra deres eget, snyder man sig selv ved ikke at læse den tidligere Iraksoldat John Crawfords lille bog 'The Last True Story I'll Ever Tell'. Han har ganske vist intet at gøre med den nylige tragiske hændelse, men som medlem af Floridas Nationalgarde tilbragte han det meste af 2002 i området omkring Bagdad, og det er 'artige' sager, han kan fortælle om 'the green machine', hæren. Næsten som Miami Forfatteren, der oprindelig trak i trøjen for at finansiere sine universitetsstudier i antropologi, skildrer et militært system og en mentalitet, der pænt sagt er i splid med sig selv. Han har ikke været mange dage i den irakiske hovedstad, før den grumme virkelighed presser sig på som et skarpslebent barberblad mod strubehovedet. Varmen er kvælende, en kvalmende stank af affald hænger tungt i luften, og fjendtlige blikke og hånlige tilråb fra de lokale er en del af dagligdagens inferno, der også tæller bilbomber og snigskytter. Bataljonskommandanten forsikrer Crawford og hans kammerater om, at Bagdads gader er mere sikre end »downtown Miami«; en bemærkning, forfatteren fremhæver som et slående udtryk for den klassiske forskydning mellem skrivebordsofficererne og mændene i felten. Som Crawford tørt bemærker, kan han ikke mindes en eneste gang at være blevet beskudt af maskingeværer eller granater i Miami, sådan som han hyppigt oplevede det under patruljeringerne i Bagdad. Den nødvendige motherfucker Den legendariske US Army virker velsmurt og slagkraftig på overfladen, men Crawfords skalpel efterlader nogle dybe snit i lærredet, især hvad Nationalgarden angår. Der er mange brodne kar i forsamlingen, hvilket udløser spændinger både internt blandt tropperne og i forhold til lokalbefolkningen. Soldaternes materielle forhold er heller ikke imponerende; deres uniformer er sjældent i en god forfatning, deres skudsikre veste er fra 1970'erne, de går i flækkede støvler og gør, hvad de kan for at dulme nervøsiteten og længslen efter koner og kærester ved at fylde hovederne med beroligende piller og al den sprut, de kan komme i nærheden af. De kæderyger, spiser kold dåsemad, og den sproglige kommunikation koges ned til et minimum af militær slang og bandeord. 'Fuck' og 'motherfucker' er en lige så nødvendig del af udrustningen som våben og hjelm. Det er ikke et sundt liv, og soldaterne betaler prisen i form af dårlig fysik, stress og modløshed, hvis de da ikke ender med at måtte lade livet. Ned af bakke John Crawfords bog er et fragmentarisk billede af livet - og døden - i den amerikanske hær i det stridende Irak. Hvad laver de unge mænd derovre i fjendeland? Officielt udbreder de den vestlige verdens overlegne politiske filosofi, parlamentarismen og demokratiet. Uofficielt gør de, hvad de kan for at overleve under omstændigheder, de ikke forstår så meget af. Hvordan gør man det? Om nødvendigt ved at dræbe alt, hvad der ligner en trussel. Og efter ganske kort tid i de alt andet end fredfyldte omgivelser er det omtrent hvad som helst, der syner af noget farligt, som man hellere må eliminere for at føle sig sikker. Det er en selvomsluttende tankegang, et catch 22, der trækker en lige linje mellem soldaterne og devisen fra det gamle prærien: Hellere skyde én gang for meget end én gang for lidt. John Crawford er ikke en pacifist i ulveklæder, han er heller ikke, som soldaten Yossarian i Joseph Hellers mesterværk 'Catch 22' en ironisk betragter af krigens absurde teater. Han er en ung mand, der hverken før, under eller efter sin tid i Irak nærede de store illusioner om patriotiske dyder og demokratiskabende projekter. Som sin far, der var soldat i Vietnam, ville Crawford gerne have 'sin krig' og det, han får at se, er alt rigeligt. Hans ægteskab kan ikke stå distancen, heller ikke hans mentale tilstand, deraf bogens titel. Dette er måske Crawfords sidste sande historie. Men hvilken historie. Spørg ikke længere, hvorfor det går galt. Spørg hellere, hvorfor det ikke oftere går galt.