Ingen har betydet så meget for dansk litteratur i årene efter 1960 som Villy Sørensen. Ikke lige for måden den blev digtet på - det var ikke mange andre end Sven Holm og Preben Major Sørensen, der var påvirket af hans sære historier. Næh, det var måden man læste, forstod og talte om litteratur på, der fik århundredets skub med Villy Sørensens filosofiske og litteraturkritiske bog 'Digtere og dæmoner'. Vil man have syn for sagn, kan man for eksempel sammenligne Torben Brostrøms to analyser af Gustaf Munch-Petersens digt 'Rids', den ene fra før, den anden fra efter, at han som så mange andre på den tid var kommet under indflydelse af Villy Sørensen. På størrelse med de største Villy Sørensen murede et bestemt livssyn sammen med en bestemt opfattelse af litteratur i en stramt opbygget pyramide, hvor det gode og det skønne falder sammen i pyramidens spids - det er, hvad titlen på dagens bog, 'Det etiske kunstværk', hentyder til - mens de falder fra hinanden længere nede i rangordenen. Der var også politik i sammensmeltningen. Dagens valg stod mellem en PH'sk kulturradikalisme til venstre og en hereticansk kulturpessimisme til højre. Til det valg sagde Villy Sørensen 'hverken-eller' - så højt og tydeligt, at det blev til titlen på hans næste bog. I årene, der er gået siden da, er Sørensen skiftevis blevet skoset for at hælde for meget til den ene af siderne og rost for det samme. Ifølge bagsideteksten er han i dagens bog kulturkonservativ. Det er der noget om. I hans hverken-eller er der et element af både-og. Villy Sørensen havde sin rod og dybeste inspiration i det 19. århundredes største: H.C. Andersen og Kierkegaard. Og han havde sine idealer i de tidlige tyske prosamodernister: Hermann Broch og Franz Kafka. Den gudløse mand havde let ved at tale som en teolog, for han var åben for de religiøse symboler. Og på det psykologiske område udskiftede han de radikales yndling, Freud, med de religiøses, Jung. Så vist var der konservative træk i hans tænkning. Modsatte værdiladninger Men kombinationen var fuldstændig original. Og i datidens kulturkamp var der ikke meget hverken-eller over ham. Valget mellem Klaus Rifbjerg og Bjørn Poulsen (en, der var blevet tilovers fra Heretica) faldt ham let. Så man får ikke rigtig nogen brugbar bannerfører til den nuværende kulturkamp ved at indforskrive Villy Sørensen. Det gør Støvring i grunden da også inde i bogen kun helt sporadisk. Den er domineret af lange referater med lange citater, inklusive citater af Broch, Mann osv., som Sørensen bliver citeret for at have citeret. Kasper Støvring bruger citater som trædesten i så rigelige mængder, at han kan komme tørskoet over enhver bæk, men så man næsten glemmer, hvor han vil hen. Når Villy Sørensen ræsonnerede, yndede han at operere med par af ord, der har næsten samme leksikalske betydning, men (af ham fik tillagt) modsatte værdiladninger: det private over for det personlige, fortolkning over for vurdering. Han hentede billedsprog fra romantikken, 'faldet' først og fremmest. Det ville være velgørende med et frisk bud fra en ny generation på, hvor meget disse billeder og ordpar betød for hans tænkemåde. Alle vil have Sørensen på deres side På det punkt går man forgæves til Kasper Støvring, der ikke har meget at sige om måden, Sørensen begreb tingene på. Han foretrækker pietetsfuldt at gentage mesteren uden ret megen oversættelse af de villysofiske gloser eller kritisk stillingtagen til, hvad de i grunden betyder. Sørensens poetik bør læses »ind i de historiske sammenhænge«, siger Støvring, men først til allersidst, som var det noget, han havde tænkt sig at gøre, men glemte undervejs. Villy Sørensen kan glæde sig - hvis han mod egen forventning skulle være et sted, hvor han kan det - over, at mange vil have ham på deres side, kulturradikale, modernister og nu også konservative. Læsere af dagens bog kan glæde sig over især Støvrings skematiske opstillinger i slutkapitlet, der kan hjælpe dem i gang med den bog, der er og bliver et hovedværk fra det 20. århundrede, selve 'Digtere og dæmoner'.