Wauw, hvor er Jorden en god historie. Jorden, vores hjem og målestok for livet som menneske i kosmos. Måske får vi 80 år på en ufattelig gammel og dog ufærdig stump af verdensrummet. Kære læser, mens du læser disse linjer borer de indiske og afrikanske plader sig ind under den eurasiske kontinentalplade og løfter dig og Jordens højeste bjergkæder endnu højere op. Pladernes bevægelser udløser jordskælv som det, der skabte den store tsunami og flyttede hele Sumatra otte centimeter. Det eksistentielle sammenstød mellem menneskelivets dimensioner og kosmos er bevidsthedsudvidende stof. Gribende førstehåndsberetning Journalisten, videnskabsreporteren og tidligere kulturredaktør ved Berlingske Tidende, Lars Henrik Aagaards bog om naturkatastrofer rider på tsunamibølgen. Her er illustreret videnskab for fuld flodbølge, mega milliondød og tårnhøj tyfon. Vores klode og dens processer er dybt fascinerende, og Lars Henrik Aagaard demonstrerer et stort kendskab til emnet. Vil man vide, hvad en tsunami er, og sandsynligheden for at København vil blive ramt, så gå til Lars Henrik Aagaard. Forvent at blive skræmt. Hans scoop er Christiania-familien Preben Smed, Else, Ida og Leos fantastiske og gribende førstehåndsberetning om tsunamien og deres mirakuløse redning. Vi deler deres frygt for bølgen, for at blive væk fra hinanden og for at dø. Lige så sensationel Preben og Elses historie er, lige så trættende er det at Aagaard forsøger at fange min interesse ved at appellere til min frygt. Lækkert tilrettelagt »Jorden er vores skæbnefællesskab ... Vi har intet andet valg end at leve - og dø - med dens luner ... Vi er alle potentielle ofre«. Aagaard burde stole mere på sit stof og sine læseres interesse. Alt for ofte føler jeg mig grebet om halsen af forfatteren og skreget ind i ansigtet: Frygt! Din ende er nær! Bogen er lækkert tilrettelagt med flotte fotos af forfærdelige måder at dø på. I fire dele, skælv, tsunami, vulkan og orkan, gennemgås hver type naturkatastrofe omhyggeligt verdensdel for verdensdel. Aagaard har mange fornuftige overvejelser om reaktionen på naturkatastrofer fra skæv mediedækning og langsom nødhjælp til forsøg med varsling, men til sidst begynder det at flimre med 100.000 dræbte her og 200.000 omkomne der. Mennesket er ikke uden ansvar Efter en hel bog fuld af ulykker overrasker hans topti liste over de største naturkatastrofer. Selv om den omfatter både de direkte dræbte og de omkomne ved katastrofernes følgevirkninger (f.eks. sult) er det samlede antal forbavsende lavt, ca. 7,5 millioner igennem de sidste tusind år. Bogen gør Jorden til en eksistentiel trussel, men proportionerne er efter min mening helt skæve. Vi skal alle dø, men meget få af os vil blive dræbt af en naturkatastrofe. Mennesket med dets forbrug og dets stater er en betydelig større trussel mod din og min overlevelse end selve Jorden. Det største problem ved bogen er det, der ikke er med. På bogens sidste side skriver Aagaard: »Man kan spørge, om det er tilfældigt, at atmosfærens indhold af drivhusgasser er på sit højeste niveau i mindst 650.000 år?... Der er tilsyneladende ved at ske noget. Det ligger uden for denne bogs sigte at gå ind i den ophedede diskussion ...«. Men lige præcis her støder mennesket for alvor sammen med Jorden. Efter min mening er det ikke rimeligt at udgive en stor bog om naturkatastrofer uden at bruge plads på spørgsmålet om klimaforandringer. Jordskælv og geologiske processer, som foregår over millioner af år, gør os selv ansvarsfri. Men vi er ikke ansvarsfri for livet, som vi lever det nu. Jeg håber, at Aagaard i en næste bog vil kaste sin viden ind dér, hvor han kan gøre en forskel.