Det himmelske slot gør dyrene bange - ikke af guddommelig ærefrygt, men slået af rædsel over det rodskydende mørke, som Guds borg er udstyret med i tegningen 'The true story of how it all began'. Julie Nord blev færdig på Kunstakademiet for 5 år siden, men hendes karriere som tegner er ikke meget længere. Det var først et af de sidste år på akademiet, at hun smed lærreder og videokameraer fra sig og begyndte at tegne. Hun er en formidabel tegner, viste det sig. Med sin spidse filtpen skaber hun af enkle elementer komplekse og fascinerende billeder. I bogen 'Drawings' kan man se hendes store talent foldet ud i et bredt format. Meningsforskydninger Omvendinger, modsætninger og groteske sammenstillinger er dagens (u)orden i Julie Nords billeder. Det er operationer, der også kendetegner surrealisternes billeder, men Julie Nords referencer går i reglen længere tilbage i kulturhistorien - og længere frem. Den litterære dødsromantik stikker sit ormstukne dødningehoved op af afgrunden f.eks. i H.C. Andersen-titlen 'Den lille Idas blomster'. Og de evindelige meningsforskydninger, som Lewis Carroll iværksatte i sin victorianske børnebog 'Alice i Eventyrland', citeres med et væld af kaniner i huller og runger i udstillingstitlen 'From Wonderland with Love' fra 2003. Tegnestilen låner træk fra John Tenniels oprindelige Alice-tegninger med gode doser Disney, tatoveringsæstetik og gotisk tegneserieskræk. Elementerne er altså klare og velkendte. De er faste størrelser lånt fra børne- og ungdomsfortællinger. Det er det, hun gør ved dem, der får nye usikre betydninger frem. Enkle modstillinger Hun ophober et væld af modstillinger, vi kender fra folkeeventyret, romantikken og surrealismen. Her er blandt andet modstillinger på indholdsside mellem liv og død, barn og voksen, drøm og virkelighed og på udtrykssiden mellem ornament og figur, mellem baggrund og forgrund, ramme og motiv. Stort set alle disse enkle modstillinger leger hun med i hvert eneste billede, som også H.C. Andersen og Carroll gjorde det i litteraturen. Andersen som regel for at vise det største i det mindste, Carroll som regel for at lege med sprogets logik. Julie Nord ligger tæt på Carroll, men hun mangler en Alice-figur, der vedholdende forsøger at udrede en mening af galskaben. Julie Nords piger er alle søvnige, henfaldne i kontemplation og ofte halvvejs forvandlede til dyr. Det er hendes økonomisering med modstillingerne, der adskiller hendes billedkunst fra 1800-tallets børnefortællinger, gør den mere moderne. Hver for sig kan modstillingerne være gode, klare, didaktiske, moralske eller erkendelsesmæssige værktøjer i en uklar verden, men ved at ophobe dem tabes klarheden, og det er dette tab, hendes billeder igen og igen nærer sig ved. De stærke betydninger bliver til ornamenter i et værk, der i sig selv ikke har nogen klar betydning.