Hvis du har fået nok af Bush Junior, bør du heppe på USA, når de løber på banen i Gelsenkirchen mandag aften. Lyder det bagvendt? Slet ikke. For hvis 'The Stars & Stripes' klarer sig bedre end forventet ved VM i Tyskland, vil endnu flere amerikanere begynde at interessere sig for klodens mest populære sportsgren - og dermed også forholde sig til en ny, regelstyret verdensorden, hvor USA ikke nyder naturlig forrang; en ny verdensorden uden ét magtcentrum. Kvindagtig rundkredspædagogik Omvendelsen har dog lange udsigter. I USA opfatter de fleste sportstosser stadig fodbold som en kvindagtig form for rundkredspædagogik. Eller som den tidligere republikanske præsidentkandidat Jack Kemp udtalte under en kongreshøring: »Fodbold er en europæisk socialistisk sportsgren«. Fodbold på frontlinjen At denne bizarre forestilling måske har noget på sig, mere end antydes i en ny, veldrejet bog 'Hvordan fodbold forklarer verden', skrevet af den nyudnævnte chefredaktør for det toneangivende socialliberale magasin The New Republic, den 31-årige Franklin Foer. Han betragter USA's fodboldlandshold som en flok trojanske heste på græs, der kan være med til at promovere en multipolær verdensorden, der udfordrer Bushregeringens enegang. Ifølge Foer udspilles fodbold i dag på frontlinjen i den globale kulturkamp mellem konservative traditionalister og kosmopolitiske modernister. Soccer Moms og fútbol I bogens bedste kapitel, hvor han vender hjem til Washington D.C. efter en månedlang researchtur rundt på alverdens fodboldstadioner, konkluderer han, at fodboldens globale udbredelse - og deraf følgende kultursammenblanding - tydeligt viser, at globalisering ikke er det samme som amerikanisering. Slet ikke. Det stigende antal latino-indvandrere i USA har for længst valgt side - til fordel for fútbol - og mens antallet af amerikanske børn, der spiller baseball falder år for år, stiger antallet af miniputter. Præsident Clintons rådgivere havde afluret denne tendens, da de under valgkampen i 1996 appellerede målrettet til de såkaldte 'Soccer Moms': veluddannede, post-feministiske mødre med vægt på fællesskaber. Spidsfindig civil ulydighed USA er langtfra det eneste sted, hvor interessen for fodbold kan være med til at undergrave magthavere. Hvis du har fået nok af præsident Ahmadinejads eksplosive sammenblanding af holocaustbenægtelse og kvindefornedrelse, bør du heppe på Iran, når kaptajn Ali Daei og hans 10 holdkammerater løber på banen i Nürnberg i morgen aften. Pudsigt nok fungerer det iranske fodboldlandshold ligesom det amerikanske: Fodboldholdet symboliserer muligheden for en anden verden; en verden baseret på samarbejde og åbenhed - som fodbold også gjorde i Catalonien og Baskerlandet under Francos militærdiktatur. I Iran er det i dag kvinderne, der fører an i kontra-revolutionen mod traditionalisterne. Med indsnørede bryster og løsthængende tøj har iranske kvinder i årevis sneget sig ind til de for dem forbudte fodboldkampe. Ikke kun for at følge det populære spil, men i allerhøjeste grad også som en spidsfindig form for protest og civil ulydighed. Revolution på en fodboldsøndag Franklin Foer - som i øvrigt er storebror til forfatterkometen Jonathan Safran Foer, der udkom sidste år på dansk med 11. september-romanen 'Ekstremt højt og utrolig tæt på' - trækker ligefrem sin pointe så langt, at han påstår, at fodbold har potentialet til at bremse islamismens fremmarch: »Fodboldrevolutionen har nøglen til Mellemøstens fremtid. Konturerne af denne fremtid kan skimtes, når fans vifter med det nationale flag fra før den islamiske revolution, eller når de festende fodboldfans råber 'Reza Pahlavi', navnet på den afdøde shahs eksilerede søn. Dette er rødderne til et nationalt oprør mod islam«. Som andre steder i bogen overspiller Foer sine argumenter her. Fodbold er trods alt kun et muligt medium, ikke budskabet for folkelige revolutioner. Men han formår at udfordre tesen - som kommentatoren Thomas Friedman turnerer verden rundt med - om, at globalisering har gjort jordkloden flad, og er ved at udligne kulturelle forskelle. Lige nu er kloden hårdt pumpet, og ruller under tilnavnet +Teamgeist i den næste måned. Årets VM-slutrunde kan komme til at danne scene for politiske protester. Men det kan også ende med, at gud og hvermand sidder tilbage foran tv-skærmene med Umberto Ecos kyniske kommentar på læberne: »Er det muligt at gennemføre en revolution på en fodboldsøndag?«.