Kun en tåbe frygter ikke festskrifter, og man bør som bekendt færdes med største agtpågivenhed i hyldestens og skulderklappets skærfyldte farvande. Der er - som allerede Voltaire bemærkede - grund til at tage sig i agt for sine venner, og ikke mindst mærkedage og skarpe hjørner er før set at kunne frembringe en tarvelig koncert for genbrugstekst, namedropping og klæg hagiografi. I bedste fald er paradenummeret komisk forglemmeligt, i værste fald klæber flosklerne og de ærbødige omklamringer i årevis til den stakkels jubilar. Gnistrende kraftvarmeværk Det er derfor ikke uden en vis bæven, at man nærmer sig 'Thomsen som vi kender ham', udgivet i anledning af Søren Ulrik Thomsens 50-års dag i sidste måned. Bogens genstand er trods alt et gnistrende kraftvarmeværk i dansk åndsliv, og selv om digteren med held har indført en strengt doseret patos i sin egen poesi, er der jo ingen garanti for, at også hans venner forstår kunsten at vaccinere det højstemte med hverdagens trappehalse, hårelastikker og sorte herresko. Kort sagt: Man tager en dyb indånding, før man slår Knud Oddes smukke skydedør til side. Styrer uden om poetik og teologi Et lettelsens suk breder sig prompte. Dramatikeren Jokum Rohdes kriminalistiske grotesk slår uforudsigelighedens tone an, og i 'Paven af 80'erne' åbner Marie Højholt flot erindringsdøren på klem til et ungdomsliv i kølvandet på Far Per med entourage. Herefter står små og store højdepunkter i kø: Pia Juul kæmper forgæves med fødselsdagssonetten, generationsfællerne T.S. Høeg og Klaus Lynggaard slentrer herligt (og kærligt) opkæftende ned ad fattigfirsernes Memory Lane, mens Jens Martin Eriksen og Bent Vinn Nielsen begge filosoferer afvæbnende over fødselarens forkærlighed for dansktop, revelsben og skummende humle fra fad. For nu at fremhæve en håndfuld af de bidrag, som styrer uden om poetik og teologi. Metafysik og bajersk øl Søren Ulrik Thomsen er på mange måder et lyslevende paradoks i dansk litteratur, og hans modsætningsfyldte univers indfanges fint af den lille tributs kollage i ord og billeder. Den samvittighedsfulde lutheraner står her ansigt til ansigt med den barnligt begejstrede spasmager, nostalgikeren lægger arm med modernisten, storbyhaj møder bondeknold, den strenge freudianer deler ottoman med scenekantens lapsede elegantier. Og midt i det hele er der vennen Søren Ulrik, som - forstår man - til stadighed beriger og begejstrer med skarpsyn og velturneret plathed, som vandrer byen tynd med the happy few og gerne skyller metafysikken ned med en kælderkold bajersk øl. Vokseværk i et halvt århundrede Det afgørende ord tilfalder naturligvis værket, men i korridoren mellem to livsfaser skal dette festskrift være Thomsen, hans venner og trofaste SUTologer vel undt. »Træerne vokser ikke ind i himlen«, konstaterer digteren selv i et nærmest folkekært vers. Det nysgerrige barn fra Stevns har haft vokseværk i et halvt århundrede. Og det er al ære værd.