Omkring år 1536 blev Danmark et evangelisk-luthersk land. Hvordan en hel nation kan skifte religion på et øjeblik, kan vi kun undre os over i dag, hvor vi ved, at religion er en privat sag, og at det derfor kun er enkeltpersoner, der tror og skifter tro. Men i gamle dage var religionen et nationalt anliggende, og således besluttede den daværende konge, Christian III, at Danmark skulle konvertere fra katolicismen til lutherdommen. Fra beslutning til praktisk effektuering er der imidlertid et stykke vej, så hvordan det egentlig gik til, at Danmark blev luthersk, får man ikke svar på ved blot at henvise til kongens beslutning. Kolossal arbejdsiver og -indsats En del, sågar en stor del af historien om den nationale konvertering bliver nu oprullet i professor i kirkehistorie ved Københavns Universitet Martin Schwarz Laustens bog 'Peder Palladius. Sjællands første lutherske biskop'. Bogen om Peder Palladius er den femte i en biografiserie om kirkehistoriske personligheder, der henvender sig til almindelige læsere og studerende, og således er der lagt vægt på formidling og oplysning. Det præger naturligvis også Laustens bog, hvor der fokuseres på hovedlinjerne af Peder Palladius' virke som biskop over Sjælland og professor i teologi ved Københavns Universitet. Peder Palladius, der var doktor i teologi fra universitetet i Wittenberg, hvor de store reformatorer Luther og Melanchton huserede, blev tidligt kongens højre hånd i gejstlige spørgsmål og således også hovedansvarlig for indførelsen af lutherdommen i Danmark. Lausten konkluderer direkte, at Palladius sammen med kong Christian III grundlagde »den evangelisk-lutherske kirke i Danmark«, og det er næppe for meget sagt, når man tager den kolossale arbejdsiver og -indsats, Palladius præsterede, til efterretning. Papistisk nonsens En stor del af Palladius' arbejde bestod i at holde opsyn med forkyndelsen af evangeliet og undervisningen i kristendommen på hele Sjælland, hvor han engageret - nogen vil måske sige nidkært - tog arbejdsopgaven op ved at tage på utallige visitatser, arrangere møder, skrive undervisningsmateriale (katekismer) etc. Særligt underholdende er det at forestille sig, hvordan Palladius er troppet op i de sjællandske sogne og har fortalt de pågældende præster, der ellers troede, de var katolikker, at nu var man altså lutheranere i kongeriget, og at man følgelig havde opgivet alt det papistiske nonsens. Havde kirken blot mulighed for at udstikke en sådan trosbefaling i dag, ville der (apropos Grosbøll) sandelig være bedre styr på tropperne.