Der var engang, hvor det var samfundets skyld det hele. Det var dengang, institutionerne og autoriteterne sad på magten. Så kom ungdomsoprøret i 1960'erne og 1970'erne, og vi slog os frie af de gamle strukturer og kunne vælge selv. Deraf fulgte, at alting logisk nok kun kunne henvises til os selv. Dermed blev alting vores egen skyld, og det var alene den enkelte, der kunne ændre ved sin livssituation. Og hvordan så i 2006? Bente Schwarz' bog 'Kvinde i tiden' fungerer som et helbredstjek på det moderne kvindeliv, som viser, at det er tid til en omfattende livsstilsændring. Kronisk ambivalens Schwarz tegner ved hjælp af tal og statistikker om selvmordsprocenter, anoreksi, nedslidning og stress et skræmmende sygdomsbillede, som hun tillægger de samfundsstrukturer, der bestemmer ikke blot rammen om kvinders liv, men rækker langt ind i selve livet. Hvad der tager sig ud som mere frihed, større fleksibilitet, flere muligheder, bliver til belastninger i kvindernes konkrete verden. Schwarz præsenterer ikke nye eller originale betragtninger. For de fleste kvinder er det daglig rutine at stå midt i alle de modsatrettede krav fra omgivelserne. Valgene mellem moderskabet og karrieren er en klassiker, og for at undgå at vælge lider man hellere af 'kan det hele-syndromet' og ender i en kronisk ambivalens, hvor man på én og samme tid er glad for f.eks. sit arbejde og ønsker det langt væk. Det er den ambivalens, som især det andet køn tolker som uligevægt, men som Schwarz tillægger et oprørspotentiale, fordi det viser, at kvinderne ikke helt har opgivet at lytte til deres følelser. Stadig samfundets skyld Der er unægtelig noget deja-vu over bogen. Schwarz var ikke for ingenting med i det 'første kvindeoprør'. Hendes udgangspunkt er feminismen og kapitalismekritikken. Det vil formentlig hægte nogle yngre kvinder af (jeg har ingen forestilling om, at mænd læser en bog som denne, uanset at de vilkår, der beskrives, på mange måder er fælles). Den undervisningsagtige tone, der præger bogen, risikerer også at virke matroniserende på mange. Men 'Kvinde i tiden' tager i modsætning til så meget andet herskende kvindedebat problemerne alvorligt. Hos Schwarz finder man ingen guide til, hvordan man får det hele til at hænge sammen, eller hvordan man kan bruge sine barselserfaringer i sin professionelle karriere. I stedet går hun direkte i struben på samfundsstrukturerne og arbejdets altdominerende plads i tilværelsen. Hendes pointe er, at det er betingelserne for kvinders liv, der er noget galt med, og derfor er det ikke op til den enkelte kvinde at få det til at fungere. Og dermed er vi tilbage: Det er stadig samfundets skyld.