Historiefilosofien er ikke død. Det guddommelige lever også. Ikke blot i folketroen, men på højeste humanvidenskabelige niveau. Dorthe Jørgensen har skrevet en doktorafhandling, der søger at gøre en religiøs æstetik til ideal for historieskrivningen. Historien skal ordnes i værker, fordi denne måde at strukturere stoffet på indebærer erkendelse; en æstetisk erkendelse, hvor det, der er større end den enkelte, kan træde frem. Kun i det skønne kan vi nemlig erfare det, der har værdi i sig selv, det guddommelige. Det er den lære, Dorthe Jørgensen selv uddrager af sin æstetiske historiefilosofi, som hun udvikler i 'Historien som værk'. Det er en vanskelig bog at begynde forfatterskabet med. Det er nemlig til dels en slags refleksion over hendes tidligere værk 'Skønhedens metamorfose' fra 2001, og altså kun til dels et selvstændigt værk. Provokerende Forfatteren forsvarer begge bøger i morgen ved en filosofisk doktordisputats. Det bør kunne give anledning til disput. For indebyrden af den første bog er, at æstetisk erfaring i virkeligheden er guddommelig, en form for sand erkendelse; og indebyrden af den anden er, at historieskrivning er digt. Det er ikke just det, man ville kalde nye tanker, men de er provokerende i vores pragmatiske senmoderne tidsalder. Hendes idehistoriske metode går ud på at diagnosticere et kulturelt forfald, og medicinen er at genoptage nogle af de underkendte ideer i det, hun kalder et differentieret lys: med begreber som enhed, gud og metafysik. I mine øjne ser det ikke særlig differentieret ud, det er snarere lidt enøjet. I den nye bog betyder det således ideen om at se historieskrivning som et (kunst)værk. Kimen til denne tanke finder hun hos Aristoteles, der ellers er det store bæst i hendes idehistoriske åbenbaring, for al hans pragmatiske og ugudelige tænkning er kun rettet i nyttebaner. Han udfolder ikke tanken videre, men siger med en kritikerkliché, at Homer var guddommelig, fordi han skrev historie på digterisk form. Guddommeligt eller menneskeligt? Her vrider hun armen om på Aristoteles og mener, at han er kommet med en dyb sandhed, som bliver anledning til hele bogen. Ægte digtning er guddommeligt inspireret modsat det menneskelige håndværk (techne), som Aristoteles videre beskrev i 'Poetikken'. Og historieskrivning bør være digtning, siger hun med Nietzsche, og således adler hun sin egen idehistorie som et værk, der i lighed med visse kunstneres værk er skønt og dermed altså må åbenbare noget, der er større end digteren, en guddommelig erfaring. Men hendes værk ligner mere et menneske i mine øjne. Det er åbent i begge ender. For ligesom det rækker ud mod den foregående bog, rækker det ud mod en kommende. Dorthe Jørgensen er nemlig messiansk. Begge bøger afslutter med håbet om en kommende tænkning, der skal virkeliggøre skønhedsfilosofien, som Alexander Baumgarten lagde grunden til for 250 år siden. En tom markør Hun mener desuden at vide, at samfundet og filosofien i dag har brug for en ny mytologi, der kan vejlede moderne mennesker. Her er hun helt på linje med det, der i nutidens markedsføring hedder storytelling. Forskellen er blot, at hun tror på kunstens historier, hvor forretningsmanden godt ved, at hans historier om hans produkter er skønne former for fup og bedrag. Skønheden er jo ikke nødvendigvis sand. Og langt værre, sandheden er ikke nødvendigvis skøn. For undertegnede, der holder meget af kunsten og de særlige erfaringer, erkendelser og stemninger, der af og til opstår i mødet med den, er det vanskeligt at se gevinsten i at påklistre dette møde religiøse termer. At kunsterfaringen har værdi i sig selv, eller at værket er større end skaberen, er jo i sig selv hverken en provokerende eller nødvendigvis en guddommelig tese. Men direkte allergisk bliver jeg af den besværgende generelle brug, Dorthe Jørgensen flere gange gør af begrebet skønhed. Som hun afslutter sin afslutning: »Tænkningen er skøn, og ved at udforske tankens egen skønhed virkeliggør æstetikken sig selv som erfaringsmetafysik«. Her bliver skønhed for alvor til mana; en tom markør, man frit kan putte alle hånde positive forestillinger ind i.