Islam er, som man vil vide, den suverænt største minoritetsreligion i Danmark. Det anslås, at der eksisterer godt 200.000 muslimer i det danske samfund på nuværende tidspunkt og hen ved 114 moskeer. Det med moskeerne kommer måske som en overraskelse, for med enkelte undtagelser er moskeerne ikke en særlig synlig del af det danske landskab, endnu. Moskeernes antal og organisatoriske strukturer vidner om en stigende institutionalisering inden for dansk islam, der bekræfter, at islam er kommet for at blive, eller med andre ord: at islam er en del af dansk kultur - og ikke, som nogen vil mene, et fremmedlegeme. Sprængfyldt med informationer Som den femte bog fra Det Danske Pluralismeprojekt ved Aarhus Universitet foreligger nu Lene Kühles 'Moskeer i Danmark - islam og muslimske bedesteder'. Det er en af den slags bøger, der gør sig bedst som opslagsværk eller håndbog, eller hvad man nu end vil kalde en bog, man ikke kan holde ud at læse i ét stræk, fordi den er så sprængfyldt med informationer og skemaer og grafer og statistikker. Kühles bog er eksemplarisk for den religionssociologiske genre, der baserer sin viden om religion og religiøs praksis på kvantitative og kvalitative empiriske undersøgelser - spørgeskemaer, interview etc. - som derefter bliver sorteret og skrevet sammen til en relativt læsbar tekst. Mange former for islam Kühle har igennem en årrække undersøgt forholdene omkring moskeerne i Danmark: Hvilke grupperinger inden for islam bruger moskeerne, hvor mange muslimer kommer regelmæssigt i moske, hvilke aktiviteter foregår i moskeerne, etc. Mest interessant - synes jeg i hvert fald - er bogens nyttige sondringer mellem de mange forskellige former for islam i Danmark, hvor både 'politisk islam' og mere liberale og moderate grupperinger beskrives på en nuanceret og differentieret måde. Derudover indeholder bogen også et indledende kapitel om islamdebatten i diverse medier i Danmark. Det er for så vidt en meget interessant gennemgang, men jeg har lidt svært ved at finde ud af, om og hvordan det kapitel egentlig forholder sig til bogens empiriske materiale, eller hvorfor det i det hele taget er med. Nuvel, med udgivelsen af 'Moskeer i Danmark' foreligger nu under alle omstændigheder et statistisk materiale, man er nødt til at forholde sig til, inden man kaster sig ud i debatten om 'for' eller 'imod' moskeer i Danmark.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























