Diana Benneweis: En cirkus- prinsesse der ville være almindelig

Lyt til artiklen

Diana Benneweis har udgivet en bog. På side 20 spørger jeg mig selv hvorfor. Måske har hun fået det bedre af det, mener min mand. Bogen handler om Dianas mangeårige psykiske sygdom, som er diagnosticeret til at hedde 'Bipolart Affektivt Syndrom'. Burde have stoppet hende Når sindets bølger går højt, taler ridderrustninger til hende, de døde går igen, og hun tager livtag (og har seksuelt samvær) med djævlen. Man må medgive, at hun, som hun gentager det gennem bogen, har været: »hamrende syg«. Nu er der ikke noget galt i en rystende beretning om at være psykisk syg. Det er en alvorlig og tabubelagt lidelse, som mange må leve mere eller mindre skidt med. Alligevel burde en eller anden have stoppet hende. Uforvaren debatbog Kan hun overskue konsekvenserne af at udlevere sig selv? Er bekendelsesbogen ikke netop skrevet på en manisk bølge, hvor hun har erfaret, at folk udnytter hende? Siden udgivelsen er hun immervæk blevet sigtet for at have slået sin far ihjel - hun skriver, at hun gav den døende Eli Benneweis en overdosis af morfin. Hun har været velkommen på forsiden af Ekstra Bladet indtil flere gange, og da hun i TV-avisen kom ud af retten, så hun stresset ud med imaginær sejrscigar i munden. Men man må lade cirkusprinsessen, at hun (uforvarende?) har skrevet en debatbog om aktiv dødshjælp. »Store, bundløse skovsøer« Kernen - Diana ville sige 'den røde tråd' - i bogen er den for småpiger omvendte situation, at her har vi en cirkusprinsesse, der hellere ville have været en almindelig pige. Og det er ikke uinteressant, hvordan Eli Benneweis fremmanede en prinsesse af en pige, der var mere til flade sko end store rober og heste med fjerpynt. Men desværre er den kedeligt fortalt med mange gentagelser. Og når man nu ikke har stoppet hende i at skrive bogen, burde en eller anden i det mindste have ryddet ud i de sproglige klicheer: Når Diana er syg, er hun »hamrende syg«, søsterens øjne er »som to store, bundløse skovsøer«, som man »nemt kunne drukne i«, ligesom naturen - »som er hendes sande hjem« - er befolket med søer, man kan »dvæle ved« og vand, »der spiller i alle nuancer af blåt«. Men kendiseffekten skal nok lokke nogen til.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her