Bogen om afghanske unges problemer med at komme ud af det tidligere Talebanregimes skygge kunne næppe udkomme på et bedre tidspunkt. De journaliststuderende forfattere drog til Afghanistan i 2004 og 2005 i en tid, hvor interessen for Afghanistan var veget til fordel for Irak, efter at Taleban syntes at være gjort til fortid af den amerikanskledede invasion i 2001. Men nu er Taleban i gang med en forårsoffensiv i den sydlige del af landet med en overraskende styrke, der viser, at bevægelsen stadig har stor magt over livets gang i landet. Og det gælder ikke kun med våbenmagt og terror. Bogen giver et rystende billede af, hvor stærke terrorregimets efterladenskaber er, især når det gælder undertrykkelse af kvinder. Bogen giver et nedslående eksempel på tilbageslag for unge kvinder, der søger at frigøre sig. Forbud imod sex før ægteskabet Den følger især to unge, sportsjournalisten Omid og Aisha, der har smidt burkaen, kører bil og har fået et arbejde efter ophævelsen af Talebans forbud imod kvinder i arbejdslivet. Omid går det fint. Han udvikler sig til forfatter og planlægger en politisk karriere. Han er godt træt af den manglende demokratiske udvikling, men vil blive og slås for ændringer som varm tilhænger af ligestilling imellem kønnene. Forbud imod sex før ægteskabet håndhæves stadig. »Og når man gør det i hemmelighed, bliver det aldrig rigtig rart, og slet ikke for kvinden«, siger Omid. Aisha resignerer og gifter sig - ikke med ham, som hun har elsket i hemmelighed - men med en flink politimand i et arrangeret ægteskab. Han giver hende lov til at arbejde, men ved bogens slutning går hun hjemme, for alle kvindelige medarbejdere fyres fra hendes arbejdsplads. Chefen har aldrig accepteret dem som medarbejdere, når hans egen kone er låst inde derhjemme. Og Aisha skiller sig af med sin elskede Toyota. »Ligegyldigt hvor hun ville hen, kunne hun sætte sig i sin bil, tænde motoren og køre af sted. Ingen bestemte over hende og bilen. Hun har solgt den nu«. »Vi kan ikke engang vælge vores egen mand« Der er stadig uendelig langt igen til frigørelse af Afghanistans kvinder, da flertallet tilsyneladende er enige med Taleban om, at kvinders plads er i bur derhjemme. Aisha holder også op med at bruge læbestift. »Hun vil ikke gøre sin nye familie til skamme«. I det nye Afghanistan sørger et 'moraldepartement' for, at sæderne ikke går i vestligt forfald. Aisha og veninden Sajia »drømmer om en ny tid, hvor den offentlige moral ikke er så firkantet, for det er i virkeligheden den, der holder fast i traditionerne fra Taleban«. Den nye stemmeret, som de har fået, bestemmer mændene også over i langt de fleste familier, er de sikre på. »Det er jo grotesk og mærkeligt, at vi skal have lov til at vælge vores præsident, men vi kan ikke engang vælge vores egen mand«, siger Sajia. Positiv særbehandling har dog sørget for større repræsentation af kvinder end de 10 procent af kandidaterne, der var kvinder ved det første frie parlamentsvalg. Alt for megen opmærksomhed Mindst halvdelen af Afghanistans kvinder går stadig med burka, og »det kræver mod at gå på gaden uden burka«. Det var påbudt under Taleban, men det var sædvane længe før. Man kan se på skoene under burkaen, »hvilke kvinder der går under den blå dragt. Nogle af dem er lige så moderne som mig«, siger Aisha. Men enten får de ikke lov af manden til at smide burkaen, eller de tør ikke gå ud uden. »De får alt for megen opmærksomhed uden«. Og 60 procent af afghanske kvinder bliver gift, inden de er fyldt 16 år; ægteskaber, som forældrene arrangerer. Omids ven Jaffi siger, at hans kone i hvert fald skal bære burka, »fordi det er farligt for hende at gå ud. Mændene her opfører sig ikke pænt over for kvinder, der går uden«. »Mærkeligt« at lade konen selv bestemme Omid vil lade sin kone vælge selv, men det vil Jaffi ikke vove, da hans far vil finde det »mærkeligt« at lade konen selv bestemme. Bogen viser også på fotosiderne undertrykkelsen af kvinderne. Der er fotos af Omid, men ikke nogen, hvor man kan genkende Aisha, da det ville være for farligt. Det er flot arbejde, som de to journalistspirer har leveret, men de har brugt for meget plads og for meget af deres egen energi på at fortælle om Afghanistans historie og komplicerede politiske udvikling, som der allerede eksisterer en del værker om, skrevet af specialister. I stedet burde de have brugt alle bogens sider til at give mere af det, som de er rigtig gode til: fortællinger om de unges svære liv og begrænsede muligheder - især når det gælder kvinderne - i dagens Afghanistan.