»Gid Pokker var kommen til Norge i Stedet for mig og jeg havde spart mine 300 Kr, for dem faar jeg vist neppe noget for«. Tre uger i Norge har gjort den danske maler Willumsen til en sur og trist turist, der ærgrer sig over sin sommerferie. Brevene, som han sender hjem til hustru, Juliette, fortæller uden omsvøb, at han er mere irriteret end inspireret ved mødet med Midnatssolens Land. Sponsoreret af svigerfar Trondheim får skudsmålet »værre By har jeg aldrig været i«. Og fem dage i Lofoten nord for Polarcirklen - »som ville indgyde alle andre en mægtig Beundring« - lader den 28-årige selvbevidste kunstner fuldstændig kold og ude af stand til at male noget af betydning. Desuden er han led og ked af kosten, som er den samme hver dag: kogt ørred med kartofler og smeltet smør, myseost, smørrebrød og stegt rensdyrkød. Pengene var ellers ikke noget at ærgre sig over: Rejsen til Norges største sights, som Willumsen i et brev refererer til som en forvisning, var sponseret af svigerfar. Selviscensættende Panskræk Der skal ordentlige fjelde til for at blæse ånd ind i Willumsen. Mødet med Jotunheimens bjerge bliver det kunstneriske vendepunkt. I sine erindringer, som den næsten 90-årige Willumsen fortæller til Ernst Mentze i 1953, gør han et sjæledrama ud af sin første vandring gennem Jotunheimens dale. Den gamle mand husker, hvordan mødet med den sublime fjeldnatur slår ham med 'Panskræk': »Det hele var uhyggeligt og jeg blev slaaet af Rædsel, grebet af en mægtig Skræk som jeg ikke kunde overvinde. Det var som om alle Klippestykkerne blev levende og efterstræbte mig. Jeg syntes at der bag hvert laa et Utyske, der vilde slaa mig ihjel«. Her skal det lige understreges, at Willumsen er en selviscenesætter af rang, en slags malerkunstens Strindberg, der i det ene øjeblik lader sig selv gå under i et inferno, for i det næste (med desto større effekt) at genopstå som kunstnerisk titan. Hvad Willumsen således forbereder læseren på med sin panskræk, er det vanvittige bjergmaleri, 'Jotunheim', en slags monumentalt fjeldalter, som han først færdiggør i Paris i 1893, et år efter selve bjergtagelsen. Afmytologiserer rejsen Det er historien om, hvordan 'Jotunheim' rummer hele Willumsens to måneders Norgesrejse i sig, Troels Branth Pedersen fortæller i 'Bjergtaget'. Selv om bogens hovedtese - at rejsen som helhed er indeholdt i Willumsens billede - nok spænder langrendsskiene en kende for hårdt, er der ikke desto mindre tale om en fremragende norsk dannelsesrejse i sporet på den unge Willumsen. Man får lyst til at kaste sig på det første, det bedste S-tog til malerens museum i Frederikssund og selv stå over for »et Fjældbillede af Vildhed og Sne«, som maleren selv kaldte det. Branth Pedersen har fået adgang til Willumsens breve hjem til Juliette, og med dem i hånden afmytologiserer han loyalt den iscenesættelse af rejsen, som Willumsen griber til, da han tres år senere gendigter sit liv under den sydfranske sol. Livsfarlige fjelde Det er en af bogens fine pointer, at Willumsens bjergtagelse slet ikke er eller var unik; at han blot flyder med strømmen i en voksende masseturisme, som søger en spirituel følelse på fjeldet. Fjeldvandring i Jotunheimen havde gennem anden halvdel af det 19. århundrede udviklet sig til en særlig form for norsk dannelsesrejse. Branth Petersen citerer en skribent fra avisen Verdens Gang 9. august 1892: »De havde alle sammen været paa Fjeldet, eller rettere sagt 'Fjelle', og hver Gang de hørte eller udtalte ordet, saa himlet de med Øjnene og fik et forklaret Udtryk og sagde: dejligt! dejligt!«. Willumsen læser fjeldet helt anderledes end en nordmand. Den sublime fjeldnatur er ikke dejlig, men direkte livsfarlig. Den ligger og lokker til vandring og undergang. Set med malerens blik for det overmenneskelige er der kun ét at gøre: forvandle fjeldet til en ny kunst. Det er program og praksis for denne ny kunst, Willumsens fjeldkrise og 'Jotunheim' i særdeleshed handler om. Tilbage er der kun at tilføje, at den grafiske tilrettelæggelse gør bogen til en panoramaoplevelse anno 1890'erne for enhver Norgesven. Dejligt! Dejligt!