Det er sent i en Nettobutik. En mor slæber et barn og en overfyldt indkøbsvogn gennem de smalle gange. Pigen plager og plager: »Må jeg få den rulle chokoladekiks«, siger hun. »Ja, tag bare en«, siger moren træt. »Jamen, jeg kan ikke nå«, vræler pigen. »Så må du få nogle længere arme«, siger moren uden at hæve stemmen. Og går videre. Ude efter børnene Sådan har jeg set det gjort i en Nettobutik, hvor jeg arbejdede engang. Og det var længe før, jeg selv fik børn. Ikke særlig pædagogisk. Ikke særligt retfærdigt. Men hamrende effektivt. Den med de længste arme bestemmer, hvad der skal proppes i indkøbsvognen. Siden er der løbet mange varer forbi stregkoderne. Og mange børn er blevet storforbrugere, der er på mærkerne og i den grad på mærkevarerne fra tidlig morgen til sen aften. De har stor indflydelse på, hvad der skal i indkøbsvognen. Det ved reklamebureauer og producenter og retter med uhyggelig præcision deres budskaber direkte mod vores børns ønsker og luner. Se verden med markedsføringsbriller Derfor kan Susan Linns bog 'Forbrugerbørn' opfattes som en redningskrans til os nødstedte voksne. Midt i den grasserende materialismes malstrøm. Bogens kvalitet er dens retfærdige harme over det pres, børn og deres forældre udsættes for. Linn er ganske enkelt splitterravende tosset på alle de pushere, der med slik, mobiltelefoner og mærkevaretøj vil gøre vores børn voksne før tiden. Det mærkes, at harmen er særlig dybfølt, fordi forfatteren er personligt engageret som mor og fagligt interesseret som psykolog. Hun beskriver gennem utallige eksempler, hvordan etik konsekvent skubbes til side, og intet kneb er for lavt, når det gælder om at øge indtjeningen. I den seneste tid rettes reklamekanonerne især mod 6-12-årige 'tweens', (in between). Netop den gruppe har set med markedsføringsbriller den fordel, at de er parate til livsstilsgejlet, men endnu ikke har paraderne oppe, når det gælder modtagelighed for budskaber. Voldsomme konsekvenser for børns udvikling I et af bogens bedste kapitler deltager forfatteren med aktivistisk Michael Moore-stil i en konference om salgsfremstød over for børn. Her spidder hun veloplagt kynismen bag flosklerne, når børn bruges som brækjern til forældres pengeskabe. Også børneforførernes fortrængninger får en tur. Som da en deltager fortroligt i en pause betror Linn, at hun har været glad for at arbejde med McDonalds klovn, Ronald McDonald. For klovnen »drejer sig om at have det sjovt og om at gøre børn glade. Han sælger ikke noget«, som reklamekvinden troskyldigt siger. Ja, godmorgen. Denne anmelder fniser indforstået sammen med forfatteren med tanke på de sjaskede McDonaldsmåltider, han har indtaget i selskab med sine egne børn og den lede hvidmalede børnelokkerklovn. I de følgende kapitler beskriver forfatteren, hvordan markedsføringstiltagene har voldsomme konsekvenser for børns udvikling og leg. Varefikseringen og seksualiseringen af børnene frarøver dem - for nu at gøre en lang historie meget kort - deres barndom. Ordentligt trut i dommedagsbasunen I en dansk sammenhæng, hvor vi trods alt har børne-tv uden reklamer og har både danske og europæiske regler og standarder for markedsføring rettet mod børn, er flere problemstillinger skåret hårdt op. Også for hårdt. For skønt denne anmelder kender reklamens magt fra hjemmefronten, kan jeg ikke genkende den forbrugerfanden, som Linn maler på væggene. Alene proportionerne mellem Danmark og USA gør en voldsom forskel. I bogen hævdes det, at et amerikansk barn ser 40.000 reklamer om året alene i tv. Det vil svare til over 100 reklamer om dagen! Hvis det virkeligt er rigtigt, kan man ikke have andet end ondt af de små amerikanske tv-kartofler og give Linn ret i, at udviklingen i omfanget i de sidste 20-30 år er gået fra en luftbøsse til en målsøgende bombe. At bogen ikke kan overføres direkte til danske forhold, gør den ikke mindre interessant. For som provokation er det godt med et ordentligt trut i dommedagsbasunen for at vække os danske forældre, når vi hopper over, hvor gærdet er lavest og giver efter plageriet. Derfor ærgrer det mig også lidt, at Linn flere gange i bogen nedtoner forældrenes ansvar for miseren med det retoriske spørgsmål: Hvordan kan en familie på egen hånd beskytte børnene imod en branche, som bruger 15 mia. dollar om året? Vent på de længere arme Godt spørgsmål - for den kamp er hundesvær for en familie at vinde. Men vi skal vel trods det ikke give op eller skyde ansvaret over på barndommens kræmmere. Ved at tage kampen op og forsøge at lære ungerne at skille skidt fra kanel kan vi jo håbe på, at de får andre værdier i tilværelsen end nyeste model af en mobiltelefon. Det er der, det gør ondt: Hvis ikke voksne evner at proppe andet ind i deres liv end smarte biler, lækre køkkener og nye sko, kan børn næppe fredes. I bogens sidste kapitel foreslår hun strategier til at kæmpe imod markedsføringen mod børn, som forældre kan benytte. Her er rådene dejligt håndfaste: Smid tv'et ud af børneværelset. Kast et ærligt blik på dig selv. Tal med ungerne om billigt skidt og ufine reklametricks, og fyld lidt mindre under juletræet. Sådan lyder nogle af rådene, og dem kunne forfatteren godt have brugt mere plads på. De kan være nyttige, mens vi venter på revolutionen. Hvis revolutionen udebliver - og det gør den nok trods psykologens brandtaler - er vi henvist til at bruge det gamle trick fra Netto: Sig til de kære små, at de må vente med at købe, til de får længere arme.