Hvilke kræfter i et samfund skaber forandringer? En fælles stræben, nogle få borgeres indsats, et partis eller måske en enkelt mands/kvindes indignation eller ligefrem vrede? Det kan man vist ikke sige noget endegyldigt om, men ifølge forfatterne til bogen 'Oprørere', der har den fængende undertitel 'Skæbnefortællinger om Danmarkshistoriens tolv største rebeller', så kan den enkelte på trods af sin indignation, vrede og talent ikke udrette alverden, der skal noget mere til. Men oprørerne kan pege på forhold, som er kritisable, og så kan det være - og det er hændt mange gange - at der senere er blevet rettet op på nogle af de forhold, som oprørerne/kværulanterne har peget på. Men den enkeltes indsats udvirker ikke så forfærdelig meget, også fordi den enkelte er nemmere at knuse - og det er jo en besk lære. Hårde skæbner For knust bliver de fleste af oprørsmændene i denne fremstilling. Den enlige oprørskvinde, Pauline Worm, knuses ikke så bogstaveligt og hårdt som mændene, men stækket blev hun. Lad os nævne nogle af de oprørere, som fik hårde skæbner, selv om de ikke som greverne Struensee og Brandt blev henrettet. Der er matematikeren Christoffer Dybvad, som døde i fængsel, Jacob Worm, der blev forvist til det sted på jorden, som bedst kan sammenlignes med Helvedes forgård: Trankebar, P.A. Heiberg som blev landsforvist til Frankrig, doktor Dampe som måtte henslæbe en årrække i fængsel på Christiansø, A.S. Tscherning som blev sendt ud på en uendelig rundrejse til sære steder i Europa - for kongen ønskede ikke, at han gik rundt i det danske rige og endelig Louis Pio, som man med statsbetaling skippede af sted til en elendig tilværelse i USA i 1877. Forfølgelse af oprørere De øvrige, som portrætteres i 'Oprørere', slap lidt lettere, men det har aldrig været omkostningsfrit at gøre oprør - heller ikke i det venlige, smilende Danmark. Her har Smilet, statens smil for det meste vist sig at være en ydre grimasse, som har afsløret tænder af stål, som kunne bide så hårdt, at forfatterne forekommer at være på nippet til at sige, at lidelserne og forfølgelserne måske ikke var sagen værd. For der skal mere end en enkelt mands indsats til at ændre på de kritisable forhold. Den enkelte kan udmærket pege på misforhold, men til at ændre dem skal der mere og flere til. Flere af oprørerne har været kæmpekværulanter og har lige så sikkert været utålelige, ingen tvivl om det, men det, der gør virkelig indtryk, er den kynisme, som modstanderne - magtens mænd - har udvist. Og det er lige meget, om det var hofembedsmænd under Diktaturet - undskyld, Enevælden - eller politifolk efter Grundlovens indførelse. De har ifølge forfatterne alle udvist en ubehagelig nidkærhed i forfølgelsen af oprørerne. Ønske om at gøre verden bedre Der er mange hårde skæbner blandt de portrætterede. Hårdest var vel nok Struensees og Brandts, hvor Struensee havde et program, nemlig at han ønskede at gøre verden bedre, mens Brandt vel mere svømmede med. Men også Jacob Worms og Dr. Dampes var grusomme. Worm kom aldrig tilbage og ifølge nogle myter - ikke omtalt her - blev han brændemærket, og anmelderen hører endnu den lille hvislende lyd fra dengang, det glødende jern ramte Worms skulder. At Worm sikkert på mange måder har været ret utålelig, gør ikke hans skæbne mindre grum. De repressalier, som en mand som Frode Jakobsen kom ud for, blegner i forhold til flere af de andre oprørsmænd. I det sorte hul Som anført er den eneste kvinde, der er medtaget, Pauline Worm. I kapitlet om hende nævnes også den anden eller rettere vel den første, der gik i krig mod mandens forrettigheder, nemlig Mathilde Fibiger. Hun havde fortjent et selvstændigt kapitel, for selv om hun ikke røg i fængsel, blev hun så isoleret, at det næsten nærmede sig et fængsel. Oprørere ser man ikke så mange af i dag, men de dukker da op, og stadig falder fars, dvs. statens og magthavernes hammer ganske tungt. Det har en Frank Grevil måtte sande, og der vil antagelig dukke flere sager op, når overvågningssamfundet med regeringens terrorpakke træder i kraft og karakter, og embedsmænd lige så ivrigt som under Diktaturet - undskyld, Enevælden - vil finde påskud og paragraffer frem, som kan sikre, at kritikerne bliver ramt. 'Oprørere' fortæller en række tankevækkende historier om, hvordan man knokler kritikerne ned i det sorte hul, som de ifølge Magten fortjener at sidde i.