Fodbold er en beskidt sport. Alt for voldsomme tacklinger, slag og spytklatter i ansigtet på modstanderne og mere eller mindre vellykkede forsøg på at snyde sig til fordele hører efterhånden til aftenens orden i den elitære og kommercielle del af idrætten, hele verden elsker. Men svinestregerne udført af mænd i korte bukser på græsplæner omkranset af hvide streger er alligevel for intet at regne i forhold til de beskidte tricks, der tages i brug af jakkesættene under magtkampene i den mest eksklusive del af sportens kulisser. Dokumentarroman Den prisbelønnede journalist Andrew Jennings, der tidligere har klædt den korrumperede del af den olympiske bevægelse grundigt af, tegner et til tider endog meget detaljeret billede af de seneste 30 års magtkamp og manipulation i det internationale fodboldforbund, FIFA - med særlig vægt på de seneste 8. Det er en så rystende stærk fortælling om valgsvindel, nepotisme og udstrakt misbrug af organisationens midler og forretningsforbindelser, at den nærmest burde være forbudt for de børn, der i uskyldig begejstring udfolder sig i leg med bolden drevet af fantasien om en dag at spille med ved et af de verdensmesterskaber, FIFA så effektivt har udviklet til et show med milliardomsætning. Og netop de store summer, der strømmer til og fra fodboldforbundets hovedkvarter i Schweiz, er omdrejningspunktet for det, der kunne kaldes en dokumentarroman med Sepp Blatter i den altdominerende skurkerolle. Sepp Blatter Som administrativ leder af FIFA forsøgte Sepp Blatter sig i 1994 med et politisk attentat mod den valgte præsident i samme organisation, den aldrende brasilianer Joao Havelange. Det mislykkedes, men ikke blot beholdt Sepp Blatter alligevel sit job, han etablerede sig i en så dominerende rolle på de internationale sidelinjer, at ingen havde indvendinger, da schweizeren fire år senere brugte løs af fodboldfællesskabets penge til at føre personlig kampagne og endte med at udmanøvrere den europæiske kandidat, svenskeren Lennart Johansson, i kampen om verdensherredømmet. Sepp Blatter har kvitteret for de nødvendige stemmer med honorarer på 50.000 dollar om året til de frivillige ledere i eksekutivkomiteen, alle rejseomkostninger betalt og diæter på 500 dollar pr. dag til op mod 300 udvalgsmedlemmer og løfter om udviklingshjælp til tredjeverdenslande med lempelig kontrol af, om millionbeløbene nu også anvendes til formålet. Udnytter sin position Siden 1998 har FIFA's præsident udnyttet sin position til at sikre sin nevø lukrative rådgivningsopgaver, oprettet et skyggekabinet for at kunne arbejde uden om den siddende medarbejderstab, indgået dubiøse rettigheds- og markedsføringsaftaler, brugt tvivlsomme regnskabsmetoder for at undgå forbundets fallit, manipuleret med VM-værtskaber og sikret sig mod gennemslagskraftige indvendinger mod uhyrlighederne fra fodboldens bagland via et virvar af noget for noget-aftaler. Alt sammen ud fra den forudsætning, at Andrew Jennings står til troende. Og det gør han vel. Mudderpøl Et vidtfavnende register synliggør i hvert fald en omfattende, grundig og årelang research af organisatorisk og økonomisk råddenskab med en stank, der kun får yderligere styrke fra bogens sidste kapitel om FIFA's ihærdige, men mislykkede forsøg på at få udgivelsen bremset. Så meget desto mere ærgerligt er det, at forfatteren har så vanskeligt ved at tøjle sin foragt for de centrale aktører. Han ironiserer over, hvordan fodboldpræsidenterne åbenbart kan lukke øjnene for, hvad sydamerikanske militærjuntaer og afrikanske diktatorer foretager sig, når de ikke interesserer sig for fodbold. Han mener at kunne citere direkte fra, hvad et blik siger. Og han føler sig foranlediget til at viderebringe påstande, rygter, og hvad unavngivne hævder at vide om bestikkelse, adgang til ludere og andre ingredienser i den mudderpøl, fodboldens øverste ledere åbenbart svømmer rundt i. Foruroligende virkelighed Ærgerligt, for det er overflødige kunstgreb, som kun undergraver den journalistiske tyngde, der er bogens styrke. Den er i visse passager så spændende som en krimi, at læseren må acceptere risikoen for et øjeblik at glemme det foruroligende faktum, at det er en del af virkeligheden, der beskrives. Men det er det. Læs bogen og gør noget ved sagen At magtmisbrug og pamperi trives, hvor store økonomiske interesser og international prestige er i spil - således også i fodbold på højeste plan - kan næppe komme bag på ret mange. At det får lov til at foregå for øjnene og med aktiv medvirken af folkevalgte repræsentanter for lande bygget på demokratiets fundament er til gengæld evigt overraskende. Måtte også de læse bogen og gøre noget ved sagen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























