Steffen Kjær bestiger bjerge i sin fritid. Respekt. Bjergbestigning er uden tvivl og med rette den selviscenesatte livsfare, som er mest beundret og giver størst prestige. For tre år siden udsendte Steffen Kjær, til daglig efterskolelærer og friluftsinstruktør, en bog om sin bestigning af Mont Blanc. Nu følger en ny bog på et større forlag om den mere krævende bestigning af Matterhorn - Toblerone-bjerget, der er »guf for Brian«. Verdens farligste bjerg Teksten om en uge i Alperne sammen med kammeraten Brian har tilsyneladende været for kort til en bog og er derfor spædet op med faktakapitler om Matterhorn, gentagne udpluk fra bjergbestigerhyttens gæstebog, som alle handler om folk, der slår sig selv ihjel, et gammelt brev fra Theodore Roosevelt og et par tamme portrætter af bjergførere. Aschehougs redaktør forsøger at sælge historien på fare. 'Verdens farligste bjerg', tja, måske er det bjerget med flest liv på samvittigheden, men det er jo kun, fordi så mange bestiger det, mere end 5.000 hvert år. 'Verdens farligste bjerg' er at oversælge historien. Den første mand nåede toppen i 1867. Nu er der køer ved de vanskeligste steder, hvor klatrerne må vente på tur for at bruge de faste reb og kroge i bjergsiden, de kan søge ly i en nødhytte 500 meter under toppen, og en supereffektiv redningstjeneste er ikke længere væk end et opkald på Steffen Kjærs mobiltelefon. Makkeren Brian er uheldig og brækker benet under nedstigningen. En halv time senere flaprer en helikopter over klippehylden. Forberedelserne, træningen, akklimatiseringen, udstyret, selvbeherskelsen, makkerskabet får vi med næsen helt nede i karabinhagerne og chokoladen. Efterlader ingen minder Beretninger om bjergbestigning fascinerer, fordi de kan tage mig, læseren, med et sted, jeg ikke selv tør komme. Helt ind i det splittede sind, der elsker at hænge i fingrene over en afgrund, men samtidig gør alt for at overleve. Personen, der sætter alt på ét kort - familie, kærester, børn, fremtiden, livet - for igen at mærke suset ved livsfaren. Bogens bedste kapitel er de tyve sider, hvor Steffen og hans makker nærmer sig toppen, og det er blevet alvor, koldt, udmattende og skræmmende. Men sproget når ikke Matterhorns højder. »Faktisk, fornuftig, fokuseret, fantastisk« om og om igen. Kjær blander korte replikker med alt for mange tilbageskuende, vurderende, distancerende og banaliserende showstoppere. Steffen Kjær røber ikke meget om sig selv. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han er en kompetent bjergbestiger, men han formår ikke at beskrive mennesket bag isøksen. Bogen er privat uden at være personlig. Steffen Kjærs bog minder om et stykke Toblerone. Fint pakket ind, knaser lovende, kilder smagsløgene en smule, men efterlader ingen stærke minder.