Baron von Münchhausen kunne ikke have fundet på bedre historier. Men den danske urmagersøn Jørgen Jürgensen hører ikke hjemme blandt denne verdens løgnere og fantaster. Når han i sin selvbiografi fra 1835-38 skriver om sit stormomsuste og turbulente liv, må de historiske kilder i store træk give ham ret. Det er således ganske vist, at Jørgen Jürgensen i 1809 dukkede op i Island iført en britisk officersuniform, arresterede den danske stiftsamtmand og udråbte sig selv til 'protektor', en titel, der var inspireret af Oliver Cromwell. Han skrev en forfatning, halverede skattebyrden og udstedte en række dekreter 'til almenvellets gavn'. »Medmindre en eller anden boglærd historiker kan anføre et eksempel, kender jeg ikke til en revolution i nogen nations annaler, som er forløbet mere smidigt, mere fredeligt eller mere resolut end denne. Hele øens regering blev forandret på et øjeblik«, skriver Jørgen Jürgensen, da han som en ældre benådet straffefange i Tasmanien ser tilbage på sit brogede liv. Rask åndsnærværelse Hans selvbestaltede herredømme varede dog ikke længe. Efter 100 dage dukkede en engelsk orlogskaptajn op og satte en stopper for det sære kup. Men i Island husker man stadig med ikke ringe sympati 'hundedagskongen', der kortvarigt befriede dem fra danskernes åg. Napoleonskrigene hærgede Europa, og Jørgen Jürgensen var ikke den eneste unge mand, der forsøgte at slå sig igennem i kraft af opportunisme, charme, småsvindel, gode forbindelser og en høj begavelse. Det var eventyrernes tid. En plattenslager, der var udstyret med selvtillid og 'rask åndsnærværelse' kunne sagtens narre de mindre kloge og redde sig ud af penible situationer. Tasmanien husker Jørgen Det gjorde Jørgen Jürgensen gang på gang. Og hvis ikke spilledjævlen havde fået et fast tag i ham, kunne han måske være blevet en succesrig mand. For han forstod at begå sig i de bedste kredse. Han var belæst, havde et internationalt udsyn og skrev i et smukt og mundret sprog adskillige politiske og filosofiske afhandlinger, hvoraf nogle i dag virker forbløffende moderne. I Tasmanien er han en skikkelse, man husker. I Danmark har hans forrygende liv hidtil været næsten ukendt. Men nu har forlaget Museum Tusculanum for første gang udgivet hans 'Brudstykker af en selvbiografi' i dansk oversættelse. Anledningen er udstillingen 'Australsk besøg' på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, hvor nogle af Jürgensens breve og manuskripter i øjeblikket kan ses. En spektakelmager En filminstruktør vil i Jürgensens erindringer finde stof til alle tiders dramatiske farvelade af en historisk film. Her er søslag, erobring af jomfrueligt land, spillebuler, fængsler, nybyggere og vilde aboriginere. Men filmen ville unægtelig kræve et stort budget. Den første scene kunne henlægges til København sidst i 1700-tallet. Storkøbmændene bygger pragtfulde palæer. Handelsskibe fra alverdens lande lægger til kaj, og det selvbevidste borgerskab drømmer om politisk indflydelse. Midt i denne florisante handelsperiode kommer Jørgen Jürgensen til verden i 1780 som søn af en kgl. hofurmager i Østergade. Han får en god uddannelse og møder i skolen Adam Oehlenschläger, der senere beskriver ham som en 'spektakelmager'. Urmageren erkender, at sønnen ikke egner sig til kontoret. Han bliver sendt til England, får hyre på en kulbåd og dygtiggør sig inden for skibsfart og navigation. Det personlige netværk 18 år gammel kommer han til Kapstaden om bord på et hvalfangerskib. Her griber han chancen og får hyre på et britisk orlogsskib, der skal foretage opmålinger omkring Australien. Han bliver ven med flere prominente naturforskere om bord på skibet, deltager i grundlæggelsen af Hobart, hovedstaden på Van Diemen's Land (i dag Tasmanien) - og ender med at sejle jorden rundt med forskellige sælfangerskibe. Undervejs samler Jürgensen en lille flok indfødte op fra New Zealand og Tahiti. Dem præsenterer han i London for den hovedrige godsejer Sir Joseph Banks, der også er en ivrig naturforsker. Han bliver begejstret og sætter sig for at indvie disse eksotiske eksemplarer af menneskeheden i kristendommens velsignelser. Kun en af dem overlever mere end få måneder og ender med at få arbejde som tømrer. Men Jürgensen har fanget godsejerens opmærksomhed og indlemmes i hans klientskare. Det var dengang hverken nedværdigende eller usædvanligt, at talentfulde og mindrebemidlede unge mænd kom frem i verden ved hjælp af velyndere. Og Jürgensen var særdeles dygtig til at udnytte sit 'personlige netværk'. Kupmageren I næste store scene er Jürgensen tilbage i København. Napoleons tropper står ved grænsen til Holsten, og i august 1807 bliver København bombarderet og belejret af englænderne. Der sladres. Er Jürgensen mon i briternes sold? Så for ikke at blive beskyldt for spionage, melder han sig til dansk tjeneste og får kommandoen over et kaperskib. Det lykkes Jürgensen at opbringe omkring otte engelske handelsskibe, inden han efter en træfning med den engelske flotille føres til London som krigsfange. Men en fremtrædende embedsmand sørger for hans øjeblikkelige løsladelse. Og naturligvis er han ikke sen til igen at gøre Sir Joseph Banks sin opvartning. Denne herre er tilfældigvis meget optaget af Islands skæbne. Beboerne på øen har næsten nået sultegrænsen på grund af den danske handelsboykot. Og Sir Joseph drømmer om at indlemme øen i det britiske imperium. Den tanke fænger hos Jürgensen, der en handlingens mand. Nok vækker planen ikke interesse hos den engelske regering, og som krigsfange må han slet ikke forlade England. Alligevel dukker han i juni 1809 op i Reykjavik om bord på et engelsk handelsskib. Mens byens beboere er i kirke, spadserer Jürgensen med 12 søfolk op til stiftsamtmanden Grev Trampes gård og bringer ham i forvaring. »Hans nåde, der hvilede sig på en sofa, blev noget overrasket over min pludselige tilsynekomst«, skriver Jørgen Jürgensen. En tur i fængsel Hans næste træk er i en proklamation at ophæve Danmarks krav på Island. Samtidig erklærer han, at kun dokumenter forsynet med hans segl (:J:J) er gyldige. Historikere er i dag enige om, at Jürgensen handlede på egen hånd. Og så længe ingen reagerede, kunne han fortsætte som selvbestaltet regent. »Jeg opførte et fort med seks kanoner til forsvar af havnen, hvervede et kavaleri på otte ryttere og hejste det gamle og uafhængige Islands flag, og jeg mener med tilfredshed at vide, at de love og vedtægter, jeg udformede, for størstedelens vedkommende stadig er i kraft og uændrede til i dag«, hedder det i selvbiografien. Han øger præsternes løn, der til gengæld opfordrer islændingene til underkastelse. Han afholder store baller - og drager med sine ryttere rundt til øens distriktsdommere, hvor han beslaglægger alle pengekister under trusler om ildspåsættelse. Jürgensen er selv temmelig tavs om efterspillet. Men det står fast, at han i august 1809 bliver afsat og tilbage i London bliver indsat på et fængselsskib på Themsen. Efter kun elleve måneder slipper han fri »ved hjælp af indflydelsesrige venner ved hoffet«. Plattenslageren Desværre har han i fængslet også fået dårlige venner, der indvier ham i »hasardspillets fristelser og rædsler«. »I seks måneder sank jeg hen i denne udskejelsernes elendige malstrøm, indtil jeg til sidst havde tabt alt, hvad jeg ejede i verden deriblandt en sekstendedel af en gevinst på 20.000 pund i statslotteriet«. Men det skulle blive meget værre. Den »gyselige last« efterlader ham i de næste 15 år gang på gang med intet andet end skjorten på kroppen. Men snakketøjet er i orden, og i gældsfængslet lykkes det ham at få særbehandling. Han skriver flere lærde pamfletter, blandt andet om den afghanske revolution og det russiske kejserdømme. Hammeren falder Og en dag bliver han opsøgt af en herre fra udenrigsministeriet. Man har besluttet at sende ham til krigsskuepladsen på kontinentet for at indsamle efterretninger. Al hans gæld betales, og han udstyres med tøj og penge. Det hele er forduftet ved spillebordet, inden han overhovedet har forladt London. På kontinentet svindler han sig frem - fra Paris til Frankfurt og Berlin. Undervejs fylder de engelske gesandter beredvilligt hans tomme lommer. Straks mister han alt i spil. Men Jürgensen er fuld af påfund og snarrådighed. Han kommer frem ved at vifte med breve fra baronesser og narre godtroende kroværter og naive medrejsende. Han hævder, at han overværede slaget ved Waterloo i 1815. I Weimar møder han Goethe, som han beskriver som »energisk og fuld af liv«. Rejsens mål Warszawa når han aldrig. Men da han efter tre år som britisk agent vender tilbage til London, bliver han trods sine udskejelser klækkeligt belønnet for sin indsats. »Med de penge, jeg således havde erhvervet mig, havde jeg besluttet mig til at udvandre til Spansk Amerika, som dengang bød på en gunstig grobund for folk af min støbning«, skriver han i selvbiografien. Men han når ikke længere end til spillebordet. Og i 1820 arresteres han for at have pantsat sin værtindes sengetøj, så han kunne fejre sin 40-års fødselsdag. Nu kan de prominente venner ikke længere hjælpe ham. Denne gang falder hammeren. Jürgensen dømmes til døden, men bliver straks benådet. Og i 1825 anbringes han på fangetransportskibet Woodmann med kurs mod straffekolonien Tasmanien. Den sorte krig Efter tabet af Nordamerika var England i chok. Tabet måtte kompenseres, og blikket blev rettet mod Asien. Straffefanger, der ikke længere kunne sendes til Nordamerika, blev nu deporteret til Australien, hvor de skulle forsyne landbruget i de nye kolonier med arbejdskraft. Denne praksis giver Jürgensen sin fulde hyldest. Deportationen gav ham en chance for at begynde forfra og udnytte sine kvalifikationer. »Intet andet kan rette op på en fange end at fjerne ham fra hans medskyldige, fra hans besudlede miljø og fra hans tidligere fristelser«, skriver han i selvbiografien. Han er forbløffet over udviklingen i Hobart, som han i sine unge år selv havde været med til at grundlægge. Ja, forbedringerne overgik næsten »ridderromanens fantasteri«. Og da Jürgensen både er vidende og behersker flere sprog, kommer han i offentlig tjeneste. Det bryder han sig ikke om. Han bliver med sine egne ord »en ubetinget plageånd« og overføres til sin store glæde til øens handelskompagni. Mangel på økonomisk sans Med dødsforagt kaster han sig ud i rejser ind i Tasmaniens ukendte indre for at finde en rute over øen. Han slås med røvere, indfødte og dør næsten af sult. Som belønning udnævnes han til landbetjent og fælder en stor røverbande ved at optræde anonymt. Han får offentliggjort adskillige polemiske skrifter i koloniens aviser - om politik, penge og lovgivning. Naturligvis deltager han også aktivt som patruljeleder i koloniens kampagne mod aboriginerne - kendt som 'den sorte krig'. En sørgelig historie, der endte med, at disse jægere og samlere blev sendt i eksil på Flinders Island, hvor de uddøde efter få årtier. Men Jørgen Jürgensen belønnes for sin indsats med 40 hektar jord, som han straks sælger: »For jeg kan ikke kende en majroes top fra en kartoffelplante«. I 1830 læser han tilfældigvis i en lokal avis, at han er blevet benådet. Han tjener gode penge ved sine skriverier. Men penge ligger uroligt i lommen på ham. En arv fra sin gamle mor i Danmark ødsler han væk. Forsøg på at slå sig igennem som forretningsmand mislykkes også. 'Det vildfarne får' »Alt, hvad jeg har fortalt, er kendsgerninger, men må forekomme den almene læser utroligt eller groft overdrevet«, skriver han i selvbiografien, som han får offentliggjort i The Hobart Town Almanack i to omgange i1835 og 1838. Men han bedyrer, at han bevidst har skildret en deporterets færd gennem livet med den yderste oprigtighed. Og han er tilskyndet af 'ædle motiver'. Formålet er, at ungdommelige læsere skal uddrage en moralsk lære af hans livs historie: »Al menneskelig visdom er forfængelighed, hvis den ikke afstemmes efter fornuften. Den ene fejl fører til den anden, og enhver afvigelse fra den smalle sti vil usvigeligt vikle det vildfarne får ind i labyrintens irgange«. Usædvanelig mand Kærligheden har ikke fyldt meget i dette episke drama om en dansk lykkeridder af Guds nåde. Men i 1831 giftede Jørgen Jürgensen sig med den irske straffefange og forhenværende malkepige, Norah Corbett. Hun blev hans Waterloo. For Norah var alvorligt forfalden til alkohol og slog og kradsede sin mand, når hun var fuld. Begge blev flere gange straffet for gadeuorden. Norah døde i 1840 af druk. Året efter fik Jürgensen lungebetændelse og udåndede i en alder af 60 år. En fyldig nekrolog i Hobart Town Advertiser omtaler ham som en af de mest usædvanlige mænd i sin tid. En mand med et stort vid, mange talenter og en kraftfuld pen: »Det falder kun inden for vores område at markere hans død - at skildre hans karakter ville være umuligt. Den var i sandhed som hans liv, et blandet eventyr af godt og ondt, men nu er han borte, og lad hans fejl blive begravet med ham«.